Dell og Telia vil opdyrke detailkanalen
Teleudbyderen Telia bliver den første detailforhandler, der herhjemme kan præsentere Dell-computere på hylderne i sine 54 danske butikker. En aftale mellem de to firmaer betyder, at privatkunder fra næste måned kan købe et mobilt bredbåndsabonnementet fra Telia og en bærbar Dell-computer i en og samme produktpakke.
Dells danske direktør Stig Jørgensen siger, at aftalen med Telia er en del af Dells strategi om at supplere direkte salg med andre markedsindgange herunder salg gennem detailleddet.
– Det er vigtigt for os at møde vores kunder i øjenhøjde og levere praktiske produkter, der er lige til at gå til, og det er præcis det, som aftalen med Telia går ud på, siger Stig Jørgensen.
Hos Telia siger salgsdirektør Michael Bech, at han er begejstret for den nye aftale:
– Dells produkter understøtter vores kraftige udbygning af det mobile bredbånds-marked, og det er derfor naturligt, at vi går sammen om at levere enkle løsninger i høj kvalitet til kunderne, siger Michael Bech, salgsdirektør i Telia.
Det er efterhånden mere end et år siden, at Dell kunne fortælle on en tilsvarende aftale med elektronikkæden Elgiganten, som efter planen skulle begynde at sælge Dell-computere allerede i foråret 2008. De planer er dog endnu ikke ført ud i livet. Så sent som i sidste måned fortalte Elgigantens nordiske indkøbschef, Alex Bessermann, at Elgiganten regner med at få Dell på hylderne i løbet af første kvartal i år.