Dansk virksomhed: Brug en 1 GB data i udlandet for 90 kroner
Når du er i udlandet og bruger data på din mobil eller på din computer, så er prisen naturligvis en anden end den, du kender herhjemme. Der er tale om roaming-priser hos dit teleselskab i samarbejde med den udenlandske mobiloperatør. Priserne kan nå op til 100 kroner per MB. Bare det at åbne eb.dk kræver cirka 1 MB.
Tjenesten og produktet Globalgig vil rette op på det. Med et mobil wi-fi (MiFi) modem kan man købe en datapakke med en bestemt mængde data.
Data-pakker er tilgængelige i 1GB, 2GB, 5GB og 10GB for henholdsvis cirka 90 kroner, 130 kroner, 200 kroner eller 250 kroner per måned. Når brugerne er på 50, 85 og 100 procent af deres aftalte data kvoter, advarer Globalgig om dette og oplyser samtidig om muligheden for at styre deres forbrug eller opgradere til en højere ydelse, hvis de ønsker det.
Kommer du til et land, der er dækket af Globalgig, så tænder du Mifi-enheden for at få adgang til mobilnettet. Er landet ikke dækket, så er der ingen adgang til internettet. Man kan gå på nettet med 7,2 Mbit/s i dag, men planen er, at man også skulle kunne surfe med LTE-hastigheder, de steder hvor det kan lade sig gøre, men dog ikke før på den anden side af sommerferien.
Globalgig virker lige nu i Danmark, Sverige, England, USA, Irland, Hong Kong og Australien.
Globalgig er ikke et dataroaming produkt, men de sørger for at holde dataforbruget inden for lokale netværk (Sprint i USA, 3 i Storbritannien, Irland, Hong Kong, Danmark og Sverige, og Optus i Australien).
Det er det engelske selskab Voiamo, der står bag Globalgig, men det er danske SimVikings med Glenn Tornow, der som Voiamos repræsentant og partner i alle anliggender står for teknologi-udvikling og salg og markedsføring af Globalgig.
Glenn Tornow regner med at kunne lancere Globalgig i mere end 48 af verdens største lande inden udgangen af 2016. Det skulle indebære mere end 17 lande i Europa, 10 lande i Mellemøsten, 10 lande i Asien og 5-10 eller flere i Mellem- og Sydamerika.