TDC betaler Telmore én mio. kroner i erstatning
I følge Berlingske Tidende, har Telmore nu fået én mio. kroner i erstatning af TDC for alle de problemer, som nummerportabiliteten har medført for Telmore.
Mere end 20.000 kunder har indtil nu flyttet nummeret til Telmore, og flere tusinde venter stadig. Telmore har flere gange givet TDC skylden, da de ikke har haft tilstrækkelig mandskab til at klare de opgaver, der skal løses, når en kunde gerne vil fra ét selskab til et andet – og beholde sit nummer.
Jørgen Weber, der er adm. direktør for TDC Mobil, bekræfter overfor Berlingske Tidende, at de små selskaber har problemer med nummerflytningen.
Spørgsmålet er nu, om erstatningen og Telmores beslutning om selv at indkøbe det nødvendige isenkram til at klare flytningerne er nok til at få problemerne til at forsvinde.