CyanogenMod-telefonen One lanceres 23. april
Det var i midten af december, vi fik at vide, at Pete Lau, tidligere direktør for den kinesiske producent Oppo, har startet op igen – nemlig med selskabet OnePlus.
Den første telefon fra den helt nye producent får navnet One. Onsdag stod det klart, at premieretelefonen – omtalt som ”den perfekte mobiltelefon” af Lau – bliver vist frem for verden d. 23. april, hvilket er om godt fire uger.
Det, vi på nuværende tidspunkt ved om One-telefonen, er, at modellen vil have et 5,5-tommer panel fra Japan Display (fuld HD-opløsning, det vil sige 1920 x 1080 pixel), et Sony-produceret kamera på 13 megapixel, et 3.100 mAh-batteri – og Qualcomms nye kraftfulde Snapdragon 801. Man skal tilmed kunne udskifte det plastcover, der udgør telefonens bagside.
OnePlus’ første telefon kommer til at køre det populære CyanogenMod som standard firmware. CyanogenMod er også gået ud med et løfte om, at One-modellen bliver opdateret i to år efter lanceringen.