Android-apps har delt data med Facebook uden udtrykkelig tilladelse
Facebooks rygte er ved at være noget blakket efter en række skandaler. Derfor kan det være lidt overraskende, at der overhovedet kan komme flere skandaler. Hvad er ikke allerede blevet afsløret, kan man tænke. Men det er åbenbart ting, der endnu ikke er kommet ud i det åbne.
MyFitnessPal, DuoLingo, Kayak, Shazam, Spotify, Yelp og TripAdvisor deler data med Facebook
Ifølge en ny historie fra Privacy International-gruppen sender 20 af de 34 mest populære Android-apps data til Facebook uden at bede om tilladelse. Dette kommer efter, at vi for nylig hørte noget lignende om sundheds- og dating-apps. Blandt de apps, der er med i denne omgang skandale-nyheder er MyFitnessPal, DuoLingo, Kayak, Shazam, Skycanner, Indeed, Spotify, Yelp og TripAdvisor samt apps, der bruger i forbindelse med bøn.
De sender altså data til Facebook, så snart man åbner dem på sin telefon. Den delte information gælder appens navn og det unikke bruger-ID hos Google. Informationen bliver også sendt, selvom brugeren ikke har en Facebook-konto. Har man en Facebook-konto, kan informationen blive knyttet til profilen, hvilket betyder, at man ikke længere er anonym. Med alle disse apps, der sender information om dig, betyder det altså, at Facebook kan skabe en ret præcis profil af dig.
Se også: Sammenlign priser på smartphones
Facebook kan danne ret præcist billede af personer
Ifølge historien kan en person med en muslimsk bønne-app, Indeed, og en børne-app af Facebook blive identificeret som en person, der formentlig er af hunkøn, jobsøgende og med børn, og det selvom de aldrig har oplyst noget af dette til Facebook.
Derudover er der flere af appene, der giver Facebook endnu mere detaljerede oplysninger, og ikke kun i det øjeblik appen bliver åbnet. Kayak fortalte for eksempel Facebook, hvilke fly personen havde søgt på, hvornår vedkommende skulle rejse og om brugeren havde børn.
Se også: Find hurtig bredbånd
Bryder europæisk GDPR-lovgivning
Udover at det er helt uetisk, strider det faktisk også mod de nye europæiske GDPR-regler, der blev indført tilbage i maj-måned. Et brud på de regler kan give høje bøder, op til fire procent af omsætningen eller 20 millioner euro, alt efter hvad der resulterer i den største bøde. Det er dog ikke kun appene, der kan havne i problemer, det kan Facebook også.
Privacy International har nemlig fundet frem til, at Facebooks udviklerkit ikke gav mulighed for at vente på tilladelse fra brugeren, før dataen bliver sendt af sted, og det frem til fire uger efter, GDPR-loven trådte i kraft. Selv efter den opdatering, der kom i begyndelsen af sommeren, rapporteres der stadig om fejl, og mange apps mangler stadig at rette dette.
Se også: Forstå GDPR-reglerne
Facebook arbejder på løsningen Clear History
Facebooks svar på det hele er, at de er i gang med en række ændringer, der bliver til deres nye redskab ved navn Clear History. Disse ændringer skulle ifølge Facebook selv tage sig af mange af disse problemer.
En del af selskaberne bag de pågældende apps har dog ikke svaret, når Privacy International har bedt om en udtalelse. Skyscanner er en af dem, der har svaret, og i svaret siger de, at de ikke var klar over, at data blev sendt af sted og delt med Facebook.
Se også: Nyheder om Facebook