Rygte: Trump vil forbyde Huawei-teknologi i trådløse netværk
Præsident Trump er på vej med et forbud mod Huawei, så de ikke må sælge tele-udstyr til amerikanske trådløse operatører, det fortæller Politico. Dokumentet bliver ifølge Politicos unavngivne kilder underskrevet inden MWC senere på måneden.
Årsagen skulle være at beskytte de amerikanske 5G-netværk mod spionage fra den kinesiske regering og tidspunktet lige inden MWC 2019 er valgt for at sende et signal til teleindustrien om, at amerikanerne sætter cybersikkerhed højt på prioriteringslisten.
Huawei afviser de er trussel – men USA frygter spionage
Huawei har ellers gentagende gange benægtet, at de skulle agere som spioner for den kinesiske regering, eller at de skulle udgøre en risiko for USA’s sikkerhed. Trods meget omtale af sagen er det aldrig blevet bevist, at Huaweis netværksudstyr er blevet brugt til at spionere for den kinesiske regering.
Det forhindrer dog ikke de amerikanske myndigheder i at bekymre sig om risikoen for, at Huawei en dag lader sig overtale til at lade kinesiske myndigheder lytte med. I Kina er det ikke helt let at sige nej, hvis regeringen beder om noget. I andre lande kan det lade sig gøre, som vi for eksempel så det, da Apple nægtede FBI en bagvej ind i en iPhone, men i Kina er den slags ikke uden konsekvenser. Derfor vil Trump nu forbyde Huawei overhovedet at være med.
FBI lader til at være enige med Trump. FBI-chef Christopher Wray mener også, at det er klogt at være påpasselige med at slippe Huawei for tæt på.
Se også: Hvad handler Huawei frygt om?
Huawei har også andre problemer
Det er ikke det eneste problem, Huawei har i USA for tiden. Amerikanske myndigheder fandt for nylig bevis for, at Huawei har prøvet at snyde sig uden om sanktioner mod Iran og stjæle oplysninger om design af en robot fra T-Mobile. Det har fået det amerikanske justitsministerium til at anklage Huawei for disse forhold. Huawei siger, at de ikke har gjort noget forkert.
De amerikanske forbud for Huawei har stået på i et års tid nu, af forskellig variant, og har med tiden fået andre regeringer til at følge trop. Også europæiske lande, Japan og Australien overvejer at nedlægge forbud mod Huaweis udstyr. Sker det, er det dårligt nyt for Huawei, der tjener en stor del af den samlede omsætning på netop tele-udstyr til trådløse netværk.
Huawei har ikke kommenteret historien om Trumps kommende forbud. Det er dog ikke utænkeligt, at forbuddet vil få den kinesiske regering til at reagere. Kineserne ligger allerede i forhandlingskrig med de amerikanske myndigheder omkring handel over grænserne.
Se også: Teleselskaber med bedste netværk
Konsekvenser ved Huawei forbud
Samtidig er det måske mere kompliceret end som så at indføre et forbud mod Huawei. Tyske Deutsche Telekom, der er er den største operatør i Europa, advarer om, at en eksklusion af Huawei fra udrulningen af 5G, kan forsinke den proces.
Huawei står da også for 28 procent af salget af teleudstyr på verdensplan, hvilket giver dem en førsteplads på den liste foran Nokia, Ericsson og Cisco.
Se også: Nyheder om Huawei vs vesten