Deutsche Telekom stadig ude efter Telia – trods farveskifte

Retssag om Telias lyserøde farve fortsætter trods Telias nye lilla sten. For hvem ejer farven magenta?

Deutsche Telekom stadig ude efter Telia – trods farveskifte

Telia ændrede i sidste uge sin visuelle identitet, men firmaet kan ikke designe sig ud af den retssag, som det tyske teleselskab Deutsche Telekom har anlagt i Danmark.

Deutsche Telekom mener, at firmaet har eneret til at anvende den lyserøde magenta-farve, som indtil for nyligt indgik i Telias logo, og tyskerne anlagde i 2008 sag mod Telia i Danmark for at krænke tyskernes ophavsret.

Er retssagen årsag til, at i nu skifter farve?

"Nej, de to sager har intet med hinanden at gøre," siger Jens Ottosen-Støtt , der er juridisk direktør i Telia.

"Vi har skiftet logo, fordi vi havde rigtig mange forskellige logoer i koncernen. Så da nogle af vores selskaber i Østen fik nyt logo, var det oplagt at anvende det samme i den nordiske region, så nu bruger vi den samme farve og stenen globalt, selv om firmaerne hedder noget forskelligt" siger den juridiske direktør.

TeliaSonera-koncernen har blandt andet selskaber i Nepal, Kasakhsthan og Moldova.

Et erotisk logo

Den danske sø- og handelsret afviste i 2008 at nedlægge fogedforbud med Telias brug af en lyserøde farve i sit logo. Men tyskerne lod sig ikke slå ud af det og anlagde en almindelig retssag – også ved Sø- og Handelsretten – mod Telia. Den sag eksisterer stadig. ComON har spurgt, om Deutsche Telekom vil fortsætte sagen mod Telia, når nu firmaet i stedet lader sig illustrere af en finslebet lilla sten.

"Jeg beklager. Men vi kommenterer ikke på uafsluttede sager," siger Christian Fischer, der er talsmand på området for Deutsche Telekom til vores søstersite ComON.

Telias danske juridiske talsmand forventer heller ikke at sagen forsvinder som dug for solen.

"Det er klart, at sagen ændrer sig lidt. De kan for eksempel ikke længere hævde, at der finder en fortsat krænkelse sted. Så Deutsche Telekom skal nok lige revurdere, hvordan de vil angribe sagen," siger Jens Ottosen-Støtt.

Mens Telia muligvis er ved at klare frisag i forhold til det gamle logo, så kan en lignende retssag opstå med udgangspunkt i den nye farve.

Efter logoændringen i sidste uge har flere påpeget, at Telia har valgt en farve og et design, der minder meget om en ny serie serie erotiske massageapparater fra Phillips. Den beskyldning er Jens Ottosen-Støtt dog ikke blevet præsenteret for før.

"Vi har undersøgt det. Der er selvfølgelig mange, der bruger lilla, men vi mener ikke, at der er nogen, der har eneret på farven lilla," siger Jens Ottosen-Støtt.

Ud over den verserende retsssag ved Sø- og Handelsretten i Danmark, så har parterne også startet en sag ved EUdomstolen, som endnu befinder sig i første instans. Her skal domstolen blandt andet beslutte, om tyskernes påberåbte eneret over magenta er lovlig.

Ved den seneste domsafsigelse i Danmark blev Deutsche Telekom pålagt at betale halvanden million kroner i sagsomkostninger til Telia.

Massageapparat

Sagen videre

Her følger vi op med den seneste udvikling om temaet. Redaktionen kørte videre med bolden. 12/5/2011 blev sagen bragt videre med artiklen Ny farve skal ændre Telias dårlige omdømme – Historien kan du læse her. Få også seneste nyt i sagen ved at trykke her..