Lyn-handel bag Onfone-køb
Handlen mellem TDC og Onfones to ejere, Morten Strunge og Peter Wilmar Christen, faldt på plads inden for de sidste to døgn. Inden denne uge var begyndt, anede parterne ikke, at de skulle finde sammen.
Peter Wilmar Christenen siger i dag til Computerworld, at han besluttede sig inden for de sidste 24 timer.
På en telefonisk pressekonference i formiddag fortalte TDC-boss Henrik Poulsen, at han var blevet temmelig overrasket over lige pludselig at have fået muligheden for at købe Onfone, der har stjålet tusindvis af kunder fra de øvrige teleselskaber.
Han havde nemlig hele tiden regnet med, at det var Telenor, der på et tidspunkt ville tage skridtet og gennemføre det opkøb af Onfone, som alle i telebranchen har ventet på.
”Normalt har vi jo set, at det var den netværksudbyder, som husede MVNO’en, der endte med at opkøbe selskabet,” sagde TDC-bossen med henvising til Telenor.
Men det har slet ikke været aktuelt, hvis man skal tro en aktuel udmeldning fra Telenor-direktør Jon Erik Haug:
”Det vil få en økonomisk effekt på vores forretning i 2011, men vi har hele tiden forventet, at Onfone ville forlade vores forretning, og den effekt er indregnet i vores finansielle udsigter for 2011. Det vil kort sagt ikke påvirke driften af vores kerneforretning. I forhold til vores langsigtede strategi på det danske marked har vi ikke ønsket at konsolidere os med et opkøb af endnu et lavprisselskab i den aktuelle situation. I lavprismarkedet er vi rigtig godt dækket ind til at tage kampen op med vores fighter brands CBB, BiBoB og Nano,” siger han i en kommentar til TDCs køb af Onfone.