Duel: Nexus 5 vs iPhone 5s
Design og skærm
Nexus 5 har en skærm på 4,95 tommer med opløsningen 1920 x 1080 pixel, altså fuld HD og det giver en skarphed på 445 ppi. Den reagerer godt, er virkelig skarp med flotte farver og god betragtningsvinkel.
En skærm på knap 5 tommer kan måske gøre, at selve telefonen føles lidt stor. Den måler 137,9 x 69,2 x 8,6 millimeter og vejer 130 gram. Den er en millimeter tykkere, hvilket nok ikke vil genere nogen, men den er mere end 10 millimeter bredere og cirka 14 millimeter længere.
Det lyder dog voldsommere end det reelt er i praksis og fordelene ved den større skærm opvejer ulemperne ved det lidt større design. Nexus 5 er rigtig velbygget i mat plast.
Karakter: 9/10
iPhone 5s har en skærm på 4 tommer med opløsningen 1136 x 640 pixel, det giver en skarphed på 326 ppi. Så ikke alene er skærmen mindre, den er heller ikke helt så skarp. Den er dog stadig vældig behagelig at kigge på og at bruge.
Den lille skærm betyder til gengæld også et mindre format for hele telefonen. Den måler 123,8 x 58,6 x 7,6 millimeter og vejer 112 gram, men jeg har betydeligt større udfordringer ved at surfe, læse mails og magasiner, se film og billeder og spille spil på iPhone 5s end på Nexus 5.
Den ekstra tomme på Nexus 5 giver altså en del. iPhone 5s er til gengæld lidt lettere at betjene med kun én hånd.
Karakter: 8/10