Guide: Sådan kommer du godt i gang med din Android

Har du lige købt en ny mobil med Android? Måske endda din første. Så læs vores guide her til det grundlæggende i Android.

Guide: Sådan kommer du godt i gang med din Android

Opret en konto

Første gang du tænder mobiltelefonen, bliver du bedt om at oplyse den Google-konto, du vil bruge. Her skal du skrive din Gmail-adresse. Har du ikke sådan en, kan du oprette en. Det er denne konto, du derefter anvender, når du skal hente apps og lignende. Uden en Google-konto er din Android-mobil ikke meget bevendt.

Navigering

Eftersom skærmen understøtter multitouch, kan du bruge flere fingre til at styre den. Basis er, at du stryger med en finger for at navigere mellem startskærmene.

Men er du inde på en hjemmeside, kan du for eksempel dobbelttrykke på skærmen med fingeren for at zoome ind på en tekst, alternativt sætte to fingre på skærmen og trække dem fra hinanden eller knibe dem sammen for at zoome ind og ud.

Startskærme

Dine startskærme indeholder et udvalg af de apps og widgets, du samler sammen, og du navigerer mellem skærmene ved at stryge med fingeren til højre eller venstre.

Vil du fjerne en bestemt app eller widget fra startskærmen, holder du fingeren trykket mod den et øjeblik og trækker den så ned mod papirkurv-ikonet.

Vil du tilføje en app, holder du fingeren mod skærmen et sted, hvor der ikke allerede er en genvej eller widget. Så vælger du Programmer i menuen og bladrer frem til den app, du vil tilføje, trykker fingeren mod den, indtil startskærmen dukker op og slipper der, hvor du vil have den.

Mapper

For at holde styr på alle appene kan du oprette mapper på startskærmene, for eksempel ud fra kategorien på appene.

Tryk menuen frem og klik derefter på Mappe og endelig Opret ny mappe, så får du mulighed for at døbe din nye mappe til noget passende. Når det er gjort, er det bare at holde fingeren mod en app lidt for at kunne trække den til mappen, slip den når appen er placeret i mappen.

Det sidste nye i fortællingen

Tematikken slutter ikke her. Redaktionen har bragt sagen videre. 23/4/2012 var der nyt om emnet i en ny vinkel på Android, iPhone, Meego, Symbian eller Windows Phone – hvilket styresystem er til kvinder? – Forstættelsen i sagen kan læses her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt i sagen..