Supertest: De bedste phablets i Danmark lige nu
Huawei Ascend Mate
”Verdens største skærm” – Huaweis PR-afdeling sparede ikke på krudtet, da Ascend Mate blev lanceret. Og skærmen er da også stor – hele 6,1 tommer. Men størrelsen er som bekendt ikke alt.
Rent designmæssigt er Ascend Mate en ret anonym telefon med et kraftigt skelet af hårdere plast, samt en bagside af hvælvet plast. IPS-skærmen er ikke testens bedste, men den klarer sig alligevel godt i forhold til konkurrenterne. Fin sværte, lysstyrke og kontrast er de største styrker. Desuden er touch-skærmen god, når det gælder respons.
Desværre føles farvegengivelsen noget begrænset. Det samme gælder telefonens 8-megapixel kamera, hvilket især mærkes ved, at farverne bliver lidt udvandede, samt at billederne bliver lidte støjede og kornede, når du fotograferer om aftenen. Det samme gælder desværre videooptagelsen, der foregår i 1080p-opløsning. Store skærme stiller store krav til batteriet – og her er Mate en stor skuffelse.
Telefonen holder i 5 timer og 44 minutter i vores videotest, hvilket er godt det halve af den batteritid, Note 3 og G Flex leverer. Vi har heller ikke set nogen softwareopdateringer til Ascend Mate, siden planerne om Android 4.2.2 blev annonceret.
Fra starten var det tænkt, at Ascend Mate skulle komme med en tilhørende pen, men ved lanceringen var de planer blevet skrottet. I stedet valgte Huawei at satse på at lægge forskellige smarte funktioner i brugerfladen Emotion UI. Blandt andet kan man krympe det virtuelle tastatur, og derefter placere det ude til højre eller venstre på skærmen.
Tanken er, at det trods enhedens mål skal være lettere at bruge telefonen med én hånd. Huawei har også tilføjet mulighed for en særlig indstilling, hvor du kan bruge touch-skærmen, når du har handsker på. Det er brugbare funktioner, men Huawei er ikke ligefrem ene om det her. Det gør, at Ascend Mate i bund og grund føles som en lidt ”ordinær” smartphone – om end i supersize.
En ting, der tydeligt adskiller Emotion UI fra Android-brugerfladen er, at app-skrivebordsskuffen helt mangler. Der er altså ikke nogen særlig app-samling, hvor du finder alle installerede apps, så alt blandes på hjemskærmene sammen med alle widgets.
Alle installerede programmer havner altså direkte på hjemskærmen, omtrent som med iOS. Ascend Mate er egentlig kun uovervindelig på et plan – prisen. I skrivende stund har telefonen en pris omkring 1.800 kroner. Det gør den til et fornuftigt alternativ for dem, der er ude efter en phablettelefon til en rimelig pris.
For: Interessante softwareløsninger, meget telefon for pengene.
Imod: Batteritiden, ingen Androidopdateringer længe.
Pris: Fra cirka 1.850 kroner
Huawei Ascend Mate specs
Type: Android-smartphone med 3G
Mål: 163,5 x 85,7 x 9,9 millimeter
Vægt: 198 gram
Skærm: 6,1 tommer, 1280 x 720 pixel, pixeltæthed på 241 ppi, 16 millioner farver
RAM: 2 GB
Hukommelse: Plads til hukommelseskort op til 32 GB
Øvrigt: 3,5 mm jackstik,
Datahastighed: 42 Mbits/s download, 5,7 Mbit/s upload
Bluetooth: Version 4.0 med A2DP
Kamera: 8 megapixel, autofokus, fotolys, HDR
Video: 1080p
Batteri: 4.050 mAh