Unfair konkurrence: EU giver Google bøde på 18 milliarder kroner

Google har misbrugt sin dominerende stilling inden for søgemaskiner og prissammenligninger og får bøde på 18 milliarder kroner - Google vil anke dommen.

Unfair konkurrence: EU giver Google bøde på 18 milliarder kroner

Google har misbrugt sin dominerende stilling som søgemaskine ved at give sin egen prissammenligningstjeneste en ulovlig fordel – det kaster nu en bøde af sig fra EU Kommissionen med danske Magrethe Vestager i spidsen på 2,42 milliarder euro eller 18 milliarder kroner.

Selskabet har 90 dage til at ændre sin adfærd, hvorefter det i modsat fald vil blive pålagt tvangsbøder på op til 5 procent af Googles moderselskabs (Alphabet) gennemsnitlige daglige omsætning.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner uden abonnement

Google har misbrugt sin dominerende stilling

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager udtaler: “Google har bidraget med mange innovative produkter og tjenester, der har gjort en forskel for vores hverdag. Det er en god ting. Men Googles strategi for sin prissammenligningstjeneste gik ikke kun ud på at tiltrække kunder ved at gøre sit produkt bedre end konkurrenternes. I stedet har Google misbrugt sin dominerende stilling som søgemaskine ved at begunstige sin egen prissammenligningstjeneste i søgeresultaterne på bekostning af konkurrenternes”.

Og den adfærd er ulovlig efter EU’s konkurrenceregler, slår Magrethe Vestager fast, da andre virksomheder på den måde har været frataget muligheden for at konkurrere på lige fod med Google. “Det har frataget de europæiske forbrugere et reelt valg mellem tjenester og forhindret dem i at opnå alle fordelene ved innovation.”

Se også: Google mener EU fragmenterer Android

 

EU’s anklager mod Google i detaljer

I betragtning af Googles dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning, udgør selskabets søgemaskine en vigtig kilde til trafik på prissammenligningstjenesterne. EU-kommisionen mener, at Google systematisk har sørget for at placere sin egen prissammenligningstjeneste bedst. Når en forbruger foretager en søgning i Googles søgemaskine, som selskabets egen prissammenligningstjeneste vil vise resultater for, placeres disse resultater øverst eller næsten øverst i søgeresultaterne.

Samtidig har Google sørget for at placere rivaliserende prissammenligningstjenester længere nede i søgeresultaterne. Der er dokumentation for, slår EU-kommissionen fast, at selv de højest rangerende rivaliserende tjenester i gennemsnit først vises på side fire i Googles søgeresultater, mens andre først vises endnu længere nede.

EU Kommissionen vurderer, at Google siden 2008 har haft en dominerende stilling på markederne for almindelig internetsøgning i EU.

EU slår fast, at markedsdominans ikke ulovligt under EU’s konkurrenceregler, men dominerende selskaber har et særligt ansvar for ikke at misbruge deres magtfulde markedsposition ved at begrænse konkurrencen på både det marked, som de er dominerende på, og på særskilte markeder.

Se også: Stor netværksoperatør støtter Google i monopolsag

 

Google anker dommen

I følge flere medier er Google uenig i anklagerne og vil anke dommen. Dermed kan sagen trække ud i flere år.

Se også: Nyheder om Google