Vi tester Miracast via projektor
Panasonic PT-VW345N markedsføres som en transportabel businessprojektor. Hvis en projektor af normal størrelse med en vægt på 4-5 kilo er transportabel i din verden, passer det vel, men vi får i det mindste et beskyttelseslåg for linsen med i æsken.
Da projektorer ikke tilhører vores normale interesseområde, hvis de altså ikke udtrykkeligt kun skal kobles til mobiler, tænker vi ikke at gå dybere ind i en test af projektoren, men kun dens Miracast-funktioner. Vi kan derimod konstatere, at projektoren er ret højlydt, men at den kan levere et fornuftigt og lysstærkt billede, også i ret lyse rum.
Miracast er den trådløse teknik, der blev introduceret i Android 4.2 som en slags konkurrent til Apples Airplay. Inden for det seneste år er der dukket et par enheder op, hvor LG har været mest ambitiøse og blandt andet lagt det ind i mange af deres fjernsyn, der er kommet i år.
Derimod er teknikken endnu ikke alt for udbredt i det store hele.
Enkel installation
Med projektoren i gang, og den trådløse skærmdeling slået til i vores Nexus 7 (2013), er det ikke særlig avanceret at få det hele i gang. Vælg Miracast-tilslutning i projektorens hovedmenu og vælg derefter projektoren i listen over tilgængelige enheder på din tablet eller telefon.
Derefter er der desværre en del bøvl. Opkoblingen foregår fejlfrit, men vi kommer ret ofte ud for mængder af grafisk artefakter og underlige farver over hele skærmen.
Efter at have prøvet at tilslutte et par gange, lader det mest at handle om at ”være heldig at koble op med en god forbindelse”, som man sagde i modem-tiden. Cirka hver anden/hver tredje gang lader det dog til at gå rimelig godt.
Når det fungerer, kan man fint bruge tilslutningen til præsentationer og lignende materiale, så længe det er stilbilleder.
Da vi sætter Angry Birds i gang, kommer der en forsinkelse på lidt over et sekund mellem det, vi laver på skærmen, og det der vises. Desuden hakker det en hel del.
Det samme gælder, da vi tester filmsekvenser, hvor alt fra 1080p-materiale ned til en streamet 480p-video fra Youtube hakker på livet løs.
Derimod fungerer lyden uden problemer, og den afspilles på projektorens indbyggede højtalere. Lyden er i sig selv ikke noget at råbe hurra over, men den er fin til tale.
Læs alt om Chromecast her.
Om det er projektoren, der er noget skidt, eller om det handler om selve Miracast-teknikken, lader vi være usagt, men eftersom vi kun har testet en del af projektorens funktioner, giver vi heller ingen karakter. I stedet kan vi bare konstatere, at Panasonic næppe behøver sætte denne funktion øverst på listen over projektorens specifikationer.