Endelig: Google Keep får deling af noter
Google Keep er lidt et Google Drive til hurtigt at skrive noter, tjeklister med mere med. Med tanke på dette er det mærkeligt, at en af de mest centrale funktioner i Google Drive, muligheden for at dele dokumenter, har manglet til Google Keep. Indtil nu, halvandet år efter lanceringen.
I Google Keep kan man både skrive rene noter og tjeklister til at hakke opgaver af, så for den, der vil dele indkøbslisten med familien, er Keep nu en mulighed.
Den nye version har også fået bedre søgefunktioner, men alle noter bliver stadig hældt ned i én stor gryde, og vi mangler muligheder for at sortere dem, for eksempel ved at mærke dem med tags, som man kan hos konkurrenten Evernote.
Også på computer
Google Keep virker i øvrigt også på computeren, så man let kan oprette en tjekliste af den ene eller anden art på computeren og så se den på mobilen eller tabletten efterfølgende, hvis enheden er online.