Fire sundheds-apps i test til iOS, Android og Windows Phone
Argus – flot og begrænset
En betydeligt mere letbenet sundheds-app end Lifesum og Myfitnesspal. Hovedfunktionen er koblingen til skridttælleren i iPhone 5S (den fungerer også med tidligere iPhone-modeller, men bruger mere batteri så).
Samtidig kan appen kobles til en række tredjepartstjenester (ironisk nok også Fitbit) og alt data vises i et ret flot honningkagemønster sammen med for eksempel pulsdata, der indsamles fra Azumios’ pulsmåler-app.
Når det kommer til kost, er appen meget nøje med drikkevarer, især vand. Noget fokus på at regne ud, hvor mange kalorier, du propper i dig i forhold til det antal, appen siger, du har forbrændt, er der ikke noget af. Madlogningen i appen består i stedet af, at du fotograferer dine måltider for at få dem ind i din dagbog.
Det er en flot løsning, og hvis du har nogen som helst viden om, hvad der er godt og skidt at fylde dig med, er det fint at vide, at det der stykke pizza ikke ligefrem gavner dit vægttab.
Samtidig er der betalingsfunktioner i form af kostplaner, du kan tilslutte dig. De er enormt dyre, og når appen grundlæggende ikke gør næringsmæssig forskel på en pose slik og et æble, føles det ikke ligefrem motiverende at hoppe med på en af kostplanerne.
Udvikler: Azumio, Inc.
Format: iOS
Testet version: 2.10
Pris: Gratis (helseplaner kan købes til)
Karakter: 7/10