Google Files Go – ny app er Googles svar på AirDrop

Files Go er en ny app fra Google, der skulle gøre det lettere at dele filer med andre - samtidig kan den også rydde op i ens mobil.

Google Files Go – ny app er Googles svar på AirDrop

Det lader til, at Google arbejder på en ny app med navnet Files Go. Pointen er at håndtere, rense ud i og dele filer. Af de funktioner er vi mest interesserede i delings-delen. Det ser nemlig ud til, at Files Go har en funktion, der minder meget om Apples AirDrop, så du via Bluetooth let kan overføre filer til andre Android-telefoner i nærheden.

 

Files Go virker ikke helt så smidig som AirDrop

Desværre lader funktionen i Files Go ikke til at være lidt så smidig som AirDrop. Begge parter skal have appen åben, hvilket ikke er nødvendigt med AirDrop, hvor modtager-telefonen ikke engang behøver have appen.

Vi håber, at Google i fremtiden har den med som en af de indbyggede apps, for som det er nu, er den letteste måde at overføre en fil på at bruge Android Beam. Det foregår via NFC ved at lade de to telefoner banke på hinanden. Det fungerer jo, men det føles lidt underligt, og det er vores indtryk, at mange ikke kender til metoden. Så er det straks lettere at finde en app, der helt klart har som formål at dele filer.

Se også: Sammenlign priser på smartphones

Files go i beta i Play Store – og fjernet igen

Indtil videre er Files Go dog kun en beta. Og en lukket en af slagsen. Appen blev opdaget i Play Store, men den er nu blevet fjernet igen. Dermed ved vi heller ikke noget om Googles planer for appen. At den har efternavnet Go, kan jo betyde, at den er en del af Googles Android Go-projekt, der laver en ”lettere” version af Android, der kan køre på langsommere enheder.

Formålet med det er selvfølgelig, at Android skal køre bedre på de telefoner og dermed gøre Android tilgængeligt i udviklingslande, hvor smartphones kun er ved at slå igennem.

Se også: Guide til de bedste smartphones

Files Go kan rense ud i mobilen

Files Go-appen er lille, ikke engang 10 MB, og den har som nævnt også en funktion, der skal rense ud i telefonens indhold. De ting passer jo fint ind i Go-tanken. Du får blandt andet en oversigt over tilgængelig plads på telefonen, en knap som fjerner cache-filer og viser dig hvilke filer, du kan fjerne for at få mere plads på telefonen.

Har du apps, du ikke bruger, anbefaler den dig også at fjerne dem, og endelig indeholder Files Go også en oversigtsfunktion over de billeder, videoer og dokumenter, du har på enheden. Det er ikke nye Android-funktioner, men de har ikke tidligere været samlet i en enkel app. Så vi håber faktisk at den bliver tilgængelig for alle.

Se også: Guide til apps