Google Stadia får premiere 19. november
Google har allerede fortalt os, at de regnede med en lancering af deres nye spilstreamingtjeneste, Stadia, i november, og nu er de klar med den præcise dato. Det er 19. november, der skal sættes kryds i kalenderen. Det fortalte Google ved deres Pixel-event, hvor også de nye Pixel 4-telefoner blev præsenteret.
Google Stadia klar 19. november
Så 19. november bliver altså skæringsdatoen for Stadia. Google har givet en smagsprøve på den kommende streamingtjeneste, hvor man har haft mulighed for at streame Assassin’s Creed: Odyssey i sin Chrome-browser. Hele pointen med tjenesten er netop, at man skal kunne spille alle spillene hvor som helst, når som helst og på praktisk talt hvad som helst – bare enheden er koblet op til nettet og har skærm, der egner sig til spil.
Der kommer to versioner af Stadia – en gratis og en med abonnement. Den store forskel på de to er, at man i abonnementsversionen kan spille spillene i 4K-opløsning, mens den gratis version er begrænset til Full HD.
Se også: Bedste telefoner til spil
Stadia bliver ikke Netflix for spil
Der kommer til at være et bibliotek af spil, man kan vælge mellem, men det bliver mest ældre titler. Google har slået fast, at Stadia ikke bliver spillenes Netflix. Det er stadig nødvendigt at købe spillene for at kunne spille dem. Dermed bliver det også anderledes end Apple Arcade, der er Apples nye spiltjeneste. Her betaler man et fast beløb om måneden og får adgang til de spil, der er tilgængelige.
Vil man være med på vognen, kan man forhåndsbestille Founder’s Edition og Premiere Edition.
Google mangler stadig at sende sine Pixel-telefoner ud på det danske marked – officielt – men Stadia kommer heldigvis til Danmark.
Se også: Nyheder om Google Stadia