Test af spil til iOS, Android og Windows Phone: Spil du skal gå efter og spil du skal undgå

Zombier, racerbiler, hjernevridere og mange andre typer spil disker vi op med her til iPhone, Android og Windows Phone.

Test af spil til iOS, Android og Windows Phone: Spil du skal gå efter og spil du skal undgå

Gunner Z

Zombier burde være fast element i de fleste film. Forestil dig den rædselsfulde Titanic-film med Leonardo di Caprio blive spædet op med en håndfuld sultne zombier. Så ville den pludselig blive virkelig fed. Og vi behøver vel næppe nævne serien The Walking Dead, som er en af alle tiders mest sete og omtalte tv-serier. Zombier er bare god underhldning!

Derimod synes jeg, der er ret langt mellem de virkelig gode zombie-spil til mobiler og tablets. Ja faktisk mangler jeg vel stadig at finde et godt zombie-spil (skriv gerne i kommentarfeltet, hvis I er faldet over et godt et). Gunner Z har potentialet til noget godt, men ødelægges helt af uoverskueligt og alt for insisterende freemium-mareridt.

Først setuppet: Verden er overrendt af zombier, men det er ikke den eneste fare. En ond general ved navn Thatcher udnytter kaoset til at sprede endnu mere rædsel ved at bruge zombierne og andre store biologisk manipulerede uhyrer og flyvende droner. Du skal som soldat ud på missioner for at slå zombierne ihjel, mens du samtidig skal bekæmpe General Thatcher.

foto 1

Ideen er faktisk meget god. Skulle man kun plaffe hjernerne helt ud af zombierne, kunne det hurtigt blive meget ensformigt – med et ondt menneske som den i virkeligheden rigtige fjende, så får spillet et fint twist. Styringen er faktisk udmærket og det fungerer fint at skyde med geværer og raketter mod fjenden.

Grafikken er også fin med gode zombie-splatter-detaljer (det er et Unreal Engine-spil), men spillet skydes fuldstændig i sænk af et sandt freemium-mareridt. Man kan næsten ikke lave et tryk på skærmen, uden at man bombarderes med muligheder for at købe våben, ekstra udstyr og lignende – og det er altså helt fra start.

Det er møgirriterende, at man så hurtigt får smidt i hovedet, at man ikke kan gennemføre spillet ud at bruge rigtige penge. Desuden ødelægger det også brugerfladen i en grad, så jeg har svært ved at finde rundt i menuerne for trods alt at spille.

Gunner Z kunne have været så godt, men er endt med at blive et sandt mareridt vækket til live af de ondskabsfulde freemium-kræfter. Har du ikke noget i mod at betale for diverse våben og udstyr, så er spillet dog ganske fornøjeligt!

 

Navn: Gunner Z

Til: iOS

Pris: Gratis (in-app-køb)

Karakter: 2/10

Find billigste mobilabonnement!