Test: Fede og ufede spil til iPhone, Android og Windows Phone

Vi har igen kæmpet os igennem en masse spil til iPhone, Android og Windows Phone. Se hvilke vi anbefaler, og hvilke vi ikke kan lide.

Test: Fede og ufede spil til iPhone, Android og Windows Phone

Mutant Mudds

Verden er belejret af muterede lermonstre og den eneste redning er en lille brillebærende dreng, der hedder Max. Selvfølgelig. Sådan lyder optakten til Mutant Mudds, endnu et platformspil i pixleret retro-outfit.

Udrustet med laserpistol og en benzinfattig jetpack skal Max hoppe omkring, hamstre guldmønter og skyde antropomorfe lerklumper i smadder. Alt fra grafik og musik til leveldesign og spilkontrol er en hyldest til senfirsernes storhedstid, hvor spilkonsoller som Amiga, C64 og NES udgjorde maskinparken i drengeværelserne i den vestlige verden.

Det farverige landskab er omgivet af små svært tilgængelige døråbninger. De fører ind til bonuslevels, der varierer retrotemaet ved at skrue tiden yderligere tilbage. ”G-land” fører for eksempel tankerne tilbage til firsernes grøngule Gameboy-skærm, og ”EGA-land” giver PC-monitorernes begrænsede farvepalet et comeback.

Spillet blev oprindeligt udviklet til 3DS, Nintendos bærbare konsol med 3D-skærm – og det kan man mærke. Ved at kravle op på særlige plader, kan Max hoppe og i for- eller baggrunden og bevæge sig parallelt i dybden.

Med et tredimensionelt view kunne man let og intuitivt afgøre på, hvilken afstand fjender og forhindringer befinder sig, men på en almindelig skærm er det let at lave fatale fejlbedømmelser og tage vovede skridt mod en sikker død. I PC-versionen af spillet har man arbejdet sig uden om problemet ved at skabe en kunstig skarphedsdybde – hvorfor kunne man ikke have løst det på samme måde her?

mutant mudds

Mutant Mudds følger samme opskrift som de fleste andre platformspil i App Store – det er simpelt, men svært. Næsten lidt for simpelt og svært. Udfordringen glider let over i ren frustration, når Max for tiende gang i træk misser en platform med en pixels margin og er nødt til at starte forfra og gøre det rigtigt.

I det store hele er dette et godkendt og helhjertet forsøg. Men i konkurrencen med brillante platformspil som Gunman Clive og Swordigo trækker Mutant Mudds desværre det korte strå.

Navn: Mutant Mudds

Karakter: 6/10

Pris: 32 kroner

Til: iPhone