1 Gbit/s i fremtidens 4G-net
Brancheorganisationen 3GPP (3rd Generation Partnership Project) er nu kommet et skridt nærmere de endelige 4G-specifikationer med teknologien LTE-Advanced, der giver mulighed for hastigheder op til 1 Gbit/s ved lav mobilitetskommunikation, f.eks. gående eller stillestående brugere, og 100 Mbit/s ved høj mobilitetskommunikation, f.eks. brugere i et tog eller en bil. Dermed lever teknologien op til 4G-kravene om hastighed.
De seneste specifikationer blev diskusseret på et 5-dages møde i Taiwan, hvor bl.a. HTC, Nokia og Samsung var til stede. Flere af de store mobilproducenter blev her enige omkring de tekniske detaljer, og standarden forventes at være klar til endelig godkendelse ved næste møde i Kansas d. 23. marts. Det skriver Mobile Business Briefing, der er en del af brancheorganisationen GSM Association.
Telia er i øjeblikket den eneste af de fire store teleoperatører herhjemme, der tilbyder LTE-teknologi under navnet 4G.
Første rigtige 4G-teknologi
Herhjemme har forbrugerombudsmanden godkendt 4G-navnet til LTE-teknologien, men i virkeligheden kan den nuværende teknologi ikke leve op til de ovennævnte 4G-krav om hastigheder. Det gør LTE-Advanced derimod og bliver derfor den første officielle 4G-teknologi.
Udover den høje datahastighed i netværket vil man også kunne nyde godt af hurtige svartider på under 10 millisekunder.
Det tager som regel minimum to år fra 3GPP’s godkendelse til vi ser nye teknologier i kommerciel brug. Derfor må vi væbne os med lidt tålmodighed og se frem til 2013, hvor teknologien formentlig er lige om hjørnet.
Det sidste nye om emnet
Siden vi bragte artiklen er der kommet nyt i sagen. Redaktionen gik et skridt videre. d. 6/1/2011 gik vi videre med temaet i nyheden om Video: Sony Ericsson klar med Xperia Arc med Android og Bravia-skærm – Historien kan læses her. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.