111.000 kroner i præmie til den bedste app-udvikler
Samsung er ikke fedtede i en konkurrence, der netop er blevet skudt i gang. 15.000 Euro eller 111.465 danske kroner ved dagens kurs, det er førstepræmien i Samsung App Challenge, der handler om at man skal lave den bedste Android-app til deres smartphone Galaxy Note og tabletten Galaxy Note 10.1.
Om det er fordi de eksisterende apps er for kedelige eller om det blot er fordi, der ikke findes ret mange apps, som udnytter den medfølgende stylus, det skal vi ikke komme nærmere ind på her, men med en præmie på over 100.000 kroner er det måske heller ikke så vigtigt.
Læs også:
Så er Android 4.0 klar til Galaxy Note
Samsung Galaxy Note storhitter
Samsung inviterer alle landets app-udviklere til Samsung App Challenge. Konkurrencen er åben for alle over 18 år bosat i Danmark. Både studerende, hobby-programmører, freelancere og iværksættere kan deltage.
Alle indsendte bidrag til konkurrencen vil blive bedømt af en jury. Den app, som juryen vurderer bedst udnytter Galaxy Notes skærmsstørrelse, S Pen funktionen, og som er bedst udført og designet, vinder førstepræmien på 15.000 euro. Og æren af at være landets bedste app-udvikler.
Ansøgere, som vil deltage, skal sende deres bidrag senest d. 7. juli 2012. Mere information om konkurrencen samt tips og tricks, der er gode at kende til både før og under konkurrencen, kan findes her.