3: Rigtig 5G først klar i 2023-24

Selvom 5G så småt er ved at rulle ud nu rundt om i verden, så skal vi hen i 2023-24, inden vi får det, man kan kalde for rigtig 5G, siger 3.

3: Rigtig 5G først klar i 2023-24

Når folk taler om 5G, så er det med super lave ping-tider og instant respons i tankerne blandt andet, men det kan vi godt skyde en hvid pind efter de første år, 5G er på markedet. Det slog Kim Christensen, 3’s netværksdirektør, fast, da 3 afholdt pressemøde i forbindelse med Roskilde Festival.

 

Rigtig 5G kræver helt anden infrastruktur

“Rigtig 5G kræver en helt anden infrastruktur og 5G vil i starten være ligesom 4G. 5G med lave pingtider og instant respons kommer først i 2023 eller 2024”, lyder det fra Kim Christensen.  Han forklarer, at man kan klare mange af de ting, man kan med 5G, med 4G. For eksempel højere hastigheder, flere opkoblede enheder, virtual og augmented reality, Internet of Things og selvkørende biler.

Derimod vil muligheder som platooning, hvor for eksempel en lang række af lastbiler kan køre med 1 sekunds afstand til hinanden, kræve 5G. Sådanne muligheder kommer først, når netværkene får New Radio Stand Alone eller Network Slicing og det sker altså først tidligst i 2023, lyder det fra Kim Christensen.

Man vil typisk “slice” et netværk, hvor behovet for sikker og pålidelig datatransmission er helt afgørende, for eksempel ved selvkørende transport.

Se også: Find bedste abonnement hos 3

 

3 begynder at teste 5G til efteråret

Kim Christensen fortæller videre, at de går i gang med at teste 5G her i andet halvår 2019, formentlig til oktober. Både Telia og Telenor har opsat og aktiveret deres første 5G-mast med henblik på test til fremtidens kommercielle brug.

Se også: Nyheder om 5G