35 procent smuglæser partnerens hemmelige SMS-beskeder
Det gælder om at holde godt fast på ens mobiltelefon, hvis du har information på den, som ingen andre må se. Af 1.600 adspurgte i en ny undersøgelse, som svenske Halebop står bag, mener 26 procent, at det er helt i orden at åbne og læse sin partners eller vens SMS-beskeder i mobiltelefonen uden først at spørge om lov. 35 procent indrømmede, at de smuglæser SMS-beskeder i partnerens mobiltelefon.
Er man nysgerrig eller jaloux anlagt, så er der gode chancer for at få stillet sine lyster, for der er åbenbart noget at komme efter i partnerens mobiltelefon. 66 procent af de 1.600 personer, der deltog i undersøgelsen, har således hemmeligheder liggende i SMS-inboxen, som ingen andre må se.