40 millioner sms’er i juledagene
Juledagene og nytår er statistisk de dage, hvor der sendes flest SMS’er i Danmark. Sidste år sendte danskerne 37 millioner SMS’er i juledagene, mens der alene nytårsaftensdag blev sendt 15,3 millioner SMS’er i Telias net alene. Og den rekord bliver slået i år, hvis man spørger Telia.
– Vi har i løbet af året set en støt stigning af antallet af afsendte SMS’er, og jeg er derfor sikker på, at vi igen i år vi slå rekorden for flest afsendte SMS’er. Det skulle ikke undre mig, om vi nåede over 40 millioner i juledagene, fortæller Rune Fick Hansen, pressechef i Telia.
Flere danskere vil sende julebilleder via MMS
Sidste år så vi en kraftig stigning i antallet af sendte MMS’er i juledagene, og også i år foreviges julen via billedbeskeder. I hvert fald, hvis man skal tro en undersøgelse, hvor Telia spurgte 8.000 svenskere om deres planer for julen.
– Undersøgelsen viser, at 40 procent af de adspurgte forventer at sende et billede af familien, når de sender deres jule-MMS, mens 25 procent vælger et julemotiv fra nettet, siger Rune Fick Hansen.
Hvis du har ønsket dig en ny mobil i julegave, så får du sandsynligvis enten en Sony Ericsson eller en Nokia.
De mobiler, som der er størst sandsynlighed ligger under juletræet er W660i, W910i eller K810i fra Sony Ericsson samt 6500 Classic 6300 fra Nokia.