Acer parat med monstermobil

Acer har netop løftet sløret for en ny model, der bliver en af de mest kraftfulde mobiler på markedet.

Acer parat med monstermobil

Taiwanske Acer er helt ny på mobilmarkedet, men alligevel ser de ud til, at gøre hvad de kan for at tage den med storm. På mobilmessen Mobile World Congress tilbage i februar måned fremviste Acer nemlig en model med kodenavnet F1 bag glas, og den model har nu vist sig at blive en af de mest kraftfulde modeller på markedet.

Acer har nemlig nu løftet sløret for, hvordan modellen ser ud indeni, og det har vist sig ikke at være for sarte sjæle. Processoren er nemlig af typen Snapdragon og på hele 1 GHz, hvilket vi hidtil kun har set i Toshiba TG01. Resten af specifikationerne er dog heller ikke noget at kimse ad. Modellen har således også en 3,8 tommer stor skærm med en opløsning på 480 x 800 pixels, turbo-3G, indbygget GPS og et kamera på 5 megapixel med autofokus og fotolampe.

Acer F1, der formentlig får et nyt navn inden den rammer butikkerne, gør brug af det helt nye Windows Mobile 6.5, og skulle komme på markedet til september til en endnu ukendt pris.

Kilde: GSMArena.com