Analyse: Telenors nye standard-abonnement langt dyrere end hos Oister, Onfone, Bibob…

Telenor har i dag lanceret 5 nye mobilabonnementer, hvor abonnementet til langt de flestes behov er langt dyrere end markedets billigste. Men der er en grund til, at Telenor er dyre, forklarer operatøren.

Analyse: Telenors nye standard-abonnement langt dyrere end hos Oister, Onfone, Bibob…

129 kroner. Det er prisen for markedets bedste pakkeløsning lige nu og det er Oister der står for den. Med i prisen får man fem timers tale, 5 GB data for brug og frit sms og mms om måneden. Langt de fleste pakker af denne art, som formentlig dækker de flestes behov og som derfor efterhånden er blevet standard-abonnementet, koster ca. 149 kroner.

Dataforbruget varierer ret meget i de enkelte pakker med 300 MB som laveste – de fleste tilbyder dog mellem 500 MB og 1 GB.

I dag har Telenor så lanceret en række nye abonnementer,der skulle gøre det lettere at være Telenor-kunde, men de gør det i hvert fald ikke billigt at være Telenor-kunde. Vælger man pakken med 5 timers tale, fri sms og mms samt 3 GB data, så skal man hoste op med 230 kroner om måneden. Det er altså 101 kroner dyrere om måneden eller 1.1212  kroner om året end det billigste tilbud lige nu og 81 kroner dyrere om måneden eller 972 kroner om året end det, der generelt er den gennemsnitlige pris for denne pakketype.

Mads Rudbøl, kommunikationsrådgiver hos Telenor, forklarer om prisforskellen til Mobil.nu, at man ikke kan sammenligne Telenors forretningsmodeller med forretningsmodellerne hos lavprisselskaber som Ositer og Onfone. Han påpeger blandt andet, at Telenor giver mulighed for selv at vælge til:

"Hos de andre køber man det hele, hos os kan man vælge, om man vil have fri sms og mms og data. En del af vores kunder har kun behov for tale", forklarer Mads Rudbøl.

"Desuden tilbyder vi kunde- og butiksservice. Kunder, der køber ny mobil, tilbydes et 4 ugers forløb, hvor vi hjælper dem i gang med deres nye mobil og forklarer dem om sikkerhed på mobilen i forhold til børn", uddyber Mads Radbøl.

Han forklarer ligeledes, at Telenor ogå giver kunderne mulighed for at betale af på den nye mobil over 6, 12 eller 24 måneder.

Den slags vil folk gerne betale 1.000 kroner ekstra for om året?


"Vi har hørt i markedet og folk vil gerne betale ekstra for den slags sikkerhed", lyder det fra Mads Radbøl.

Telenor er derimod konkurrencedygtige, når det gælder pakker til storforbrugeren. 50 timers tale, 10 GB data og fri sms og mms løber op i 380 kroner om måneden.

3-kunder skal slippe 699 kroner om måneden for at få 50 timers tale, fri sms/mms og 20 GB data. TDC vil have 699 kroner om måneden for fri tale og sms/mms og 25 GB data, mens Telia kræver 599 kroner om måneden for 50 timers tale, fri sms/mms og 10 GB data. Så er man storforbruger, er Telenor lige nu selskabet med de skarpeste priser.

Selskaber som CallMe, M1, Oister, Telmore, CBB og Unotel har ikke pakker med 50 timers eller fri tale. Bibob har en pakke med 20 timers tale, men så kun 1 GB data til 300 kroner om måneden, mens Oister har en pakke med 15 timers tale og 15 GB data til 229 kroner om måneden. Selskabet, der satte tidens priskrig i gang, Onfone, har pakke med 15 timers tale, men kun 1 GB data – den koster 249 kroner om måneden.

Telmore har en pakke med 50 timers tale og 1 GB til 399 kroner om måneden.