Analytiker: Microsoft dropper Windows Mobile inden for to år
Microsoft var en vigtig del af det spirende smartphone-marked i 90’erne, men i dag er Microsoft bedst tjent med at droppe Windows Mobile, vurderer analytikeren Jack Gold i en artikel skrevet til businessweek.com
Endt i taberfeltet
Han siger lige ud, at Windows Mobile er endt i taberfeltet, når det gælder mobile styresystemer, fordi Microsoft ikke har investeret nok i udviklingen af systemet – og fordi ledelsen ganske enkelt har svigtet styresystemet.
Microsoft har især tabt terræn de sidste to år, og Gold nævner touch-mobiler og applikationer som to kerneområder, hvor Microsoft har fejlet. Først i 2010 kommer Microsoft med Windows Mobile 7 med bedre touch-muligheder og webbrowsing.
Windows Mobile kommer godt nok i en ny og lettere opdateret version meget snart, version 6.5, men Gold tror ikke, at den vil trække nye kunder.
Firmaer og producenter vender ryggen til
Tidligere foretrak firmaer Microsoft-telefoner, da det var let for firmaer at sætte sådan en telefon op til pc’ere. Også den tendens er vendt, skriver Gold.
Samtidig er mobilproducenter som HTC og Motorola også begyndt at vende ryggen til Windows Mobile til fordel for Android, som de har større tillid til vil få succes, skriver Gold. Palm, som tidligere var en stor aftager af Windows Mobile, forsøger at genopfinde sig selv med deres eget styresystem WebOS.
Han forventer, at Microsoft helt dropper markedet for mobile styresystemer inden for to år.