Analytiker: Telestyrelsen vildleder og skader forbrugerne
M1’s abonnement, Gratis50, er uoverskueligt, og er først og fremmest meget dyrere end det, M1 annoncerer med. Det vurderer Telepristjeks Nicolas Fredriksen, der revser Telestyrelsen for at komme med vildledende anbefaling af abonnementet, da den sker på forkerte vilkår.
– Telestyrelsen bruger skattebetalernes kroner på at vildlede om M1 Gratis50, som er et abonnement strippet for almindelige funktioner som Udlandstelefoni, Vis-Nummer og Telefonsvarer. Hvis man vil have disse tjenester, som ellers er gratis hos alle andre mobilselskaber, koster det 29 kroner per måned. Telestyrelsen vildleder og skader forbrugerne med deres metodefejl. Mange mobilkunder vil desværre tilmelde sig M1 Gratis50 i den tro, at de nu kan få gratis mobiltelefoni, forklarer Nicolas Fredriksen.
Han vurderer, at man skal være meget bevidst om ens behov og forbrugsmønster, hvis M1’s Gratis50 skal være et godt tilbud.
– Du skal have et meget begrænset forbrug, og samtidig skal du ikke have behov for udlandstelefoni, telefonsvarer og vis-nummer, forklarer Nicolas Fredriksen.
De to sidstnævnte koster hver 9 kroner om måneden at have aktiveret, mens udlandstelefoni koster 19 kroner om måneden. Køber man alle tre produkter, får man 8 kroners rabat.
“TeleForstyrelsens Mobilabonnement”
Han tipper i øvrigt, at vi snart vil se abonnementer på markedet, der ifølge Telestyrelsen er 100 procent gratis, ved at fjerne taksterne på taletid, sms og opkaldsafgifter og i stedet lægge afgifter på for eksempel indkomne samtaler, SMS-Kvitteringer og viderestilling. Den kunne passende hedde "TeleForstyrelsens Mobilabonnement", vurderer han.
Telestyrelsens kontorchef, Morten Ellegaard, afviser, at der er problemer med Telestyrelsen vurderingsmetode:
– Teleguidens beregningsforudsætninger er drøftet med telebranchen og Forbrugerrådet i Danmark. Hvis vi vurderer, at forekomsten af nye abonnementer betyder, at det er svært at få et overblik over dem i Teleguiden, så vil IT- og Telestyrelsen helt sikkert overveje en ny måde at sammenligne og præsentere abonnementer på i guiden. Og det vil vi i givet fald også drøfte med branchen, forklarer Morten Ellegaard, der understreger, at M1’s Gratis50 ikke giver anledning til at ændre Teleguiden.
– Hvis der kommer et nyt abonnement på markedet, som tilbyder helt gratis taletid, men udgifter til alle services, så er det et plus for konkurrencen på teleområdet i Danmark. Bare det ikke går ud over gennemsigtigheden, forklarer han, og henviser til Teleguiden, hvor man kan se sit præcist hvilket abonnement, man skal vælge, ud fra det forbrug man har.
Branchen uden forbrugertillid
Og tal fra Forbrugerstyrelsens årlige ForbrugerForholdsIndeks for 2007 viser, at der er behov for tjenester som Teleguiden, for telebranchen ligger på plads nummer 47 ud af 51 markeder.
– Det er ikke ret godt, vurderer Morten Ellegaard.
– På parametrene ‘forbrugertillid’ og ‘gennemsigtighed’ kommer telebranchen decideret dårligt ud. Det er en af grundene til, at IT- og Telestyrelsen med teleguiden søger at skabe gennemsigtighed for forbrugerne af it- og teleydelser, og det er derfor, at IT- og Telestyrelsen altid drøfter beregningsforudsætningerne med branchen. Så er beregningsforudsætningerne kendte af alle.
Teleguiden forpligter
Trods Teleguiden, eller netop derfor, vurderer Nicolas Fredriksen stadig. at det er et problem, når de anbefaler et produkt som M1’s Gratis50.
– Folk har høj tillid til IT-&Telestyrelsen, mere end til operatørerne, så de vil sidde med en opfattelse af, at M1’s Gratis50 er helt gratis og i hvert fald meget billig. De ser det ikke efter i sømmene i Teleguiden, og så får de i stedet en regning, der er meget større end den, de får at vide, forklarer Nicolas Fredriksen til sidst.