Apple Card kan komme allerede denne uge
Tidligere i år præsenterede Apple sit kommende Apple Card, altså selskabets eget kreditkort. Det er ikke helt overraskende, at Apple kaster sig over det marked med tanke på, at de allerede har betalingstjenesten Apple Pay. Apple har ikke selv meldt noget ud om, hvornår Apple Card lanceres, men ifølge et nyt rygte fra 9to5Mac kan det blive allerede denne uge.
Apple Pay klar i denne uge?
Rygtet bunder i den forestående lancering af den syvende udviklerbeta af iOS 12.4, samt en række anonyme kilder, 9to5Mac har haft kontakt med. Det er dog ikke sat i sten, at lanceringen bliver denne uge.
Tidligere har rygter dog fortalt, at Apple har testet kortet blandt sine egne medarbejdere, og det tyder jo unægteligt på, at en lancering kan være lige rundt om hjørnet.
Se også: Find billig iPhone
Kort om Apple Card
Hvis dette er det første, man hører om Apple Card, kan vi fortælle, at det som nævnt er Apples eget kreditkort. Det er lavet i titanium og kan bruges i butikker, hvor man kan betale med kreditkort. Derudover bliver det koblet til brugeres Apple Pay-konto og er understøttet af Goldman Sachs. En af fordelene ved kortet er, at det ikke har noget kortnummer og heller ikke noget CVV sikkerhedsnummer, hvilket skulle gøre det mere sikkert at bruge.
Det får heller ingen udløbsdato, og der er ingen afgifter på at bruge det.
De første til at få kortet bliver amerikanerne, og siden er planen, at det også skal ud på andre markeder. En dansk lancering er dog formentlig ikke lige om hjørnet med tanke på, hvor lang tid det tog, inden Apple Pay kom til Danmark.
Se også: Nyheder om Apple Card