Apple-ekspert: Ingen iPhone 6 i 2013

Apple disker op med mange spændende ting i 2013 – men ingen iPhone 6, spår Apple-ekspert.

Apple-ekspert: Ingen iPhone 6 i 2013

Der bliver kigget gevaldigt i diverse krystalkugler her hvor vi nærmer os årets udgang. Buddene på, hvad Apple kommer til at introducere os for i 2013, er mange.

Mange Apple-fans håber nok på en iPhone 6, men det kommer ikke til at ske, hvis man skal tro markedsanalytiker Gene Munster.

Han spår, at vi i september vil se iPhone 5S, som vi allerede har hørt rygter om, og iPad mini får en opgradering, så den bliver kraftigere. Desuden introduceres vi i september også for en spritny iPad, der er blevet fuldstændig re-designet og nu ligner iPhone 5 og iPad mini mere.

Munster mener, at det helt store fra Apples side i 2013 bliver det snart sagnomspundne TV fra Apple – ikke at forveksle med Apple TV, den lille medieboks, man kan koble til sit fjernsyn.

Læs: Alt du skal vide om iPhone 5

Munster påstår hårdnakket, at Apple stensikkert arbejder på et TV, hvor den mindste model bliver et 42-tommer og den største bliver et 55-tommer. Den amerikanske pris skulle ifølge Munster være 1.500 – 2.000 dollars, eller det der svarer til cirka mellem 9.000 og små 12.000 kroner.

Men det er slet ikke alt, hvad Munster har set i krystalkuglen. I marts vil Apple lancere en iPad mini med retina-display og en iTunes radiotjeneste. Midt i 2013, i juni, får vi forsmag på et kommende iOS 7 og et nyt OS X, mens en Macbook Air med retina-display ligeledes vil se dagens lys.

Og til sidst vil november altså blive måneden, hvor Apple gør sin entré på TV-markedet.

Om Munster får hold i alle disse forudsigelser er svært at spå om, men spændende bliver det at følge.

Mere til historien

Der var endnu mere liv omkring temaet. Redaktionen gik et skridt videre. Allerede d. 13/11/2012 gik redaktionen videre med en ny vinkel på temaet Snarlig lancering af iPhone 5S? – Historien kan du læse her. Temaet lever stadig. Tjek de sidste nyheder om iPhone..