Snarlig lancering af iPhone 5S?
Den seneste lanceringscyklus, som vi kender fra iPhonen, hvor nye iPhones siden 4S bliver lanceret om efteråret kan allerede nu blive brudt. Macrumors skriver, at et kinesisksproget tidsskrift fra Taiwan, Commercial Times, mener at have tilegnet sig viden, der peger mod at lanceringstidspunktet for iPhone 5S ikke bliver i efteråret, men måske meget tidligere på året.
Commercial Times påstår, at test-produktionen af iPhone 5S vil blive påbegyndt i december, og at Apple vil kunne begynde den fulde produktion i første kvartal af 2013. Hvis det er tilfældet, så er der chancer for, at vi bliver præsenteret for en ny iPhone tidligere end efteråret 2013.
Macrumors påpeger dog, at Commercial Times har et lidt ”plettet” ry, hvad angår rygter, så det er sandsynligt, at rygterne ikke holder. Viser det sig, at de er sande, vil vi uden tvivl komme til at høre meget mere om en eventuel tidligere lancering af en ny iPhone.
Kilde: Macrumors