Apple: Hver sjette iPhone hackes
Apple anslår nu selv, at omkring en kvart million iPhones er blevet hacket og knækket godt og grundigt af deres ejere. Det svarer til omkring hver sjette iPhone solgt i USA.
De fleste hackede iPhones bliver solgt videre i Europa, mener analytikere.
Apple skal sælge 10 millioner iPhones inden udgangen af 2008 for blot at få en procent af det amerikanske marked. Det vil sige, at på et år skal de sælge syv gange så mange telefoner, som de har gjort på de sidste tre måneder. Og der havde de endda fordelen af et kollektivt massehysteri.
På den anden side satte Apple for nyligt prisen ned, men om det kan sætte det nødvendige skub i salget, må tiden vise.