Apple skyder reklamer for iPhone 5
Det trækker sammen til en snarlig lancering af iPhone 5. I lang tid har vi her på redaktionen været overbevist om at den nok skulle komme i løbet af september, men nu tyder meget på, at vi skal ind i årets 10. måned før der kommer en iPhone 4-opfølger.
I dag er det ikke i rygter fra produktionen af den nye hardware, at vi skal finde indikationer på, at oktober bliver måneden, hvor lanceringen kommer til at finde sted. Hjemmesiden AppleInsider har fundet frem til en person, der tilsyneladende er meget informeret om Apples marketingsstrategi, og nærmere betegnet optagelsen af reklamefilm, som i den kommende tid også inkluderer en tv-reklame for den kommende iPhone. AppleInsider tillægger kilden lidt vægt eftersom han eller hun har relationer i reklamebureauet TBWAChiatDay, der gennem en årrække har stået for produktionen af Apples reklamefilm.
Optagelserne til iPhone 5-reklamerne er ifølge kilden gået i gang på den amerikanske vestkyst, men de er først sat til at være færdige og klar til verdens tv-skærme i løbet af oktober. Dermed skal vi altså ikke regne med, at der kommer nogen ny supertelefon før nogenlunde samme tid – hvis vi altså skal regne mere med det rygte, end de mange andre som florerer her på nettet.
Herunder kan du se en af de lange reklamefilm, som Apple producerede i forbindelse med lanceringen af iPhone 4.
Kilde: AppleInsider