Bill Gates bruger Android, Nadella var imod opkøbet af Nokia

Bill Gates afslører, at han har en Android-mobil og Microsofts direktør Satay Nadella var imod opkøbet af Nokia - Windows 10 Mobile får dermed lige endnu et søm i ligkisten.

Bill Gates bruger Android, Nadella var imod opkøbet af Nokia

Windows 10 Mobile har haft et år i strid modvind og blev nærmest lagt i graven af Microsoft selv tidligere på året. Blandt udfordringerne er manglen på store navne, der støtter op om systemet. Lidt overraskende kan vi desuden nu stryge et par ellers mere oplagte navne fra listen over støtter til det ellers roste styresystem, der bare aldrig brød igennem til et bredt publikum.

Se også: Bedste tilbud på smartphones

Bill Gates har Android mobil

Manden, mange nok ville kalde Mr. Microsoft, Bill Gates, har nemlig for nylig indrømmet, at hans telefon er en Android, og derudover har den nuværende direktør, Satya Nadella bekræftet, at han absolut ikke støttede den ikke særligt kloge beslutning om at opkøbe Nokia.

Nadellas holdning til opkøbet har været mere eller mindre kendt en rum tid, men det kommer måske mere som en overraskelse, at Bill Gates ikke er tro mod sit tidligere selskab og deres produkter. Afsløringen kom i et interview med Fox News, der egentlig handlede om noget helt andet. Han ville aldrig vælge en iPhone, hvis man skal dømme efter hans tidligere holdning til Apples produkter, men valget af noget andet end en Windows-mobil sender et signal om manglende tro på en Windows-mobil som den enorme del af vores hverdag, mobilen er blevet.

Samtidig kunne han dog bekræfte, at computeren hjemme stadig var en Windows PC.

Se også: Bedste tilbud på mobilpakker

 

Nadella: Nokia-opkøb ville ikke gavne Microsoft

Ser vi på Nadellas manglende entusiasme over et Nokia-køb, er det ikke det samme som at være imod Microsofts mobilsystem, Windows Phone OS hed det på det tidspunkt. Det handlede om, at han ikke så et sådant opkøb som noget, der ville hjælpe Microsoft med at komme frem i mobil-kapløbet.

Det havde han jo sådan set ret i, og i dag har vi forstået, at Nadella har et andet syn på, hvad Microsoft har at gøre på mobiler. De skal levere apps og tjenester til andre platforme, ikke selv udvikle hardware.

Det betyder samtidig, at både den tidligere og den nuværende direktør for Microsoft ikke ser Windows som noget, der gør sig godt på mobiler. Ikke som styresystem i hvert fald. Så hvis der en dag dukker en Surface Phone op, bliver det nok ikke et produkt, der matcher med vores billede af en smartphone i dag.

Se også: Nyheder om Microsoft