Danmarks bedste lommefilm kåret
30 dage til at lave en 60 sekunder lang dokumentarfilm på mobiltelefonen. Sådan lød betingelserne for Danmarks første konkurrence for film optaget på mobiltelefoner, der blev afsluttet i går.
I går kunne konkurrencens bedtse film så afsløres foran en fyldt sal i Cinemateket. Vinderen blev Maja Friis, der havde begået en lille dokumentarisk perle om lykken og et liv i evig bevægelse. En glad og stolt Maja Friis kunne modtage publikums fortjente hyldest og sagde om arbejdet med sin vinderfilm at: "Det har været en sjov proces, hvor jeg med mobiltelefonen har kunne komme tættere på de folk jeg har ville interviewe med nære og personlige spørgsmål om lykken, livet og døden".
Konkurrencens jury bestående af Christina Rosendahl, Anders Morgenthaler og Max Kestner kaldte Maja Friis film for en " En flot vinder af Danmarks første konkurrence for lommefilm" og roste videre Maja Friis for "at fastholde en både visuel og tematisk nysgerrighed, der gør filmen endog meget interessant for seerne. Det er lykkedes på fineste vis, at lave en lommefilm der har noget på hjerte.".
Vinderfilmene, samt et lille udvalg af de øvrige indsendte konkurrencefilm kan lige nu ses på www.lommefilm.dk. Desuden kan filmene ses i Cinematekets Bar Asta frem til 19. november.