Dansk øjenstyring af din mobil rykker tættere på
Tilbage i august fortalte vi om det danske firma The Eye Tribe, der vil gøre øjenstyring af tablets og mobiltelefoner til allemandseje i løbet af de næste år.
Nu har firmaet modtaget 13 millioner kroner fra Højteknologifonden som støtte til deres projekt. Projektet ledes af Eye Tribe og er et samarbejde mellem IT Universitetet, DTU, Lego og Serious Games. Teknologien med at styre computere med øjnene er ikke ny, men Eye Tribes projekt vil forsøge at gøre teknologien mere udbredt til forbrugerelektronik.
Tanken er at bruge et lille kamera i din tablet eller mobiltelefon – for eksempel forsidekameraet – til at registrere, hvor øjet kigger på skærmen.
På denne måde kan man for eksempel låse telefonen op eller smadre ananas i Fruit Ninja helt uden at røre ved skærmen. Eye Tribe fremhæver selv en anden mulighed: Læser man en e-bog, registrerer bogen så selv, hvornår den skal bladre – når man har læst sidste ord på siden.
Eye Tribes direktør Sune Alstrup har netop været tre måneder i Silicon Valley i Californien, hvor han har holdt møder med mobil- og computerfabrikanter.
Sune Alstrup kan overfor mobil.nu ikke kommentere på, om Eye Tribe har nogle konkrete samarbejder i gang for at få teknologien i forbrugerenheder. Dog siger han til spørgsmålet om, hvornår vi kan forvente at se deres teknologi i mobiler og tablets at: ”Vi håber at den første version på markedet i 2013, men mere præcist kan jeg ikke sige det.”