Den næste iPhone skulle ramme butikkerne 17. juli
Apples Worldwide Developers Conference 2009 bliver afholdt i starten af juni måned, og det forventes at Apple vil benytte lejligheden til at præsentere en ny udgave af deres meget omtalte iPhone. Og mens den forventede præsentation nærmer sig, dukker flere informationer om den næste iPhone op på nettet.
Denne gang er det sitet Apple iPhone Apps, der angiveligt skulle være kommet i besiddelse af en række informationer fra en kilde tæt på Apples udviklingsteam. Kilden afslører, at den nye iPhone skulle komme i butikkerne den 17. juli, og da Apple formentlig vil følge eksemplet fra iPhone 3G, vil den nok blive tilgængelig fra denne dato i de fleste lande.
Desuden oplyser kilden, at den nye iPhone vil have en OLED-skærm og et lysende Apple-logo på bagsiden, mens metalkanten på forsiden skulle være fjernet. GPS med vejvisning ser nu også endelig ud til at komme til iPhone, mens designet generelt skulle være blevet slankere. Batteritiden skulle på trods af dette være blevet forbedret 50 procent, og ting vi allerede har hørt om, som et 3,2-megapixelkamera, op til 32 GB hukommelse og en hurtigere processor, skulle også have fundet vej til den nye model.
Du kan finde en komplet liste med informationer om den nye iPhone på linket herunder.
Kilde: Apple iPhone Apps