Duel: Apple iPad mod Samsung Galaxy Tab

Lige siden vi først hørte nyheden om Samsung Galaxy Tab, er den blevet sammenlignet med iPad. Vi går skridtet ud og afgør een gang for alle, hvilken tablet, der er bedst: iPad eller Galaxy Tab.

Duel: Apple iPad mod Samsung Galaxy Tab

På den ene side af gaden har vi den allestedsnærværende iPad, som i manges øjne også er favorit til at slå dagens modstander på det andet fortov – opkomlingen og den frække dreng i tabletklassen, Galaxy Tab.

Jørgen Rudbeck testede Apple iPad, og Peter Gotschalk gik i dybden med Samsung Galaxy Tab. Peter kender dog iPad særdeles godt, og Jørgen har tidligere anmeldt Galaxy Tab for GEAR.

I alle syv kategorier har vi sammenlignet de to produkter side om side, og begge skribenter har medvirket til vurderingen af begge tablets.

Skærmen

iPad: iPads 9,7 tommer store bagbelyste LED multi-touch-skærm udfylder ikke hele den 243 x 190 mm store ramme. Men med en opløsning på 1024 x 768 pixel eller 132 pixel per tomme, fremstår skærmens billede fantastisk klart, og jeg affinder mig med lidt spildplads.

Billedet i et filmklip fremstår meget klart, det har større dybdeskarphed en hos konkurrenten, og selv om billedet er lidt mørkere, så er detaljerigdommen imponerende stor.

Hopper vi på nettet, er der på samme måde klart bedre billede og højere detaljerigdom på Apples tablet.

Galaxy Tab: Galaxy Tab har en 7” TFT-LCD skærm med en opløsning på 1024 x 600 pixels og 169 pixels per tomme. Før Tab’en kom på markedet havde mange forventet, at Samsung ville sætte den samme Super AMOLED-skærm i Tab’en, som sidder i Galaxy S mobiltelefonen, og det burde de nok have gjort.

Skærmen i Galaxy Tab er nemlig en kæmpe skuffelse. Vi testede blandt andet ved at se den præcis samme video samtidig på begge tablets, og her skuffede Galaxy Tab med et billede, som var mere grynet og mere sløret end på iPad’en. Samtidig var farverne nærmest overbelyste, og Tab’ens sort-niveau var decideret utilfredsstillende.

Et andet problem er, at en skærm på 7” til tider bare må komme til kort. Bruger du Galaxy Tab til at browse på internettet, får du et billede, som ikke er væsentligt bedre eller større end det, du kan få på en mobiltelefon.

Karakterer:
iPad: 9 / 10
Galaxy Tab: 5 / 10Galaxy Tab video

Internet-oplevelse

iPad: Oplevelsen er gnidningsfri, og jeg oplever ikke, at iPad’en ikke kan følge mig, når jeg scroller op og ned på et skærmbillede. Jeg glemmer hurtigt, at jeg ikke sidder hjemme ved den bærbare og surfer på nettet. Selvfølgelig er oplevelsen lidt anderledes, når jeg sidder under havnen i Københavns metro, men her udfordringen 3G-nettet og ikke produktet i mine hænder. På Wi-Fi er der ingen problemer, og jeg er forelsket i denne enhed som godt selskab, når den står på sofa-browsing eller nyhedssøgning til et kedeligt møde.

Apples helt store helligbrøde i forhold til iPad, er ifølge flere, at den ikke kan køre Flash-baserede sider. Jeg er ligeglad, for jeg klarer mig uden de ofte tunge Flash-sider, der ofte i form af reklamer bare er med til at nedsætte loade-hastigheden.

Galaxy Tab: Det var en fæl skuffelse at forsøge at surfe rundt med Galaxy Tab. Jeg bruger ordet ”forsøge” med vilje, for det er så besværligt at få en ordentlig surf-oplevelse ud af Galaxy Tab, at man nærmest kun orker at starte sin browser i absolutte nødstilfælde. Alle sider loader aaaaalt for langsomt, og man har som regel brug for at zoome ind, fordi skærmen jo kun er på 7”. Det er for så vidt helt i orden, men desværre virker zoom-funktionen også af h… til, og det samme gælder, hvis man vil scrolle eller navigere rundt på en hvilken som helst hjemmeside.
Omvendt opfatter rigtig mange hjemmesider per automatik Galaxy Tab som en mobiltelefon, og man får derfor de pågældende siders mobil-udgave, når man surfer ind på adressen. Det er i sig selv en god ide, da det så bliver noget hurtigere og lettere at surfe rundt, men det er ikke den fulde browseroplevelse, man forventer af en tablet-computer.

Og så er Galaxy Tab jo blevet fremhævet i forhold til iPad, fordi den og Android generelt i modsætning til Apples produkter understøtter Flash. Jeg kan kun sige, at hvis man skal gøre noget, så bør man gøre det ordentligt. Det Flash-indhold jeg så på min Galaxy Tab loadede derimod langsomt og hakkende, og så er man næsten bedre tjent helt uden.

Karakterer:
iPad: 9 / 10
Galaxy Tab 3 / 10

Multimedie (video, billede, foto)

iPad: Musikken på en iPad er som så meget andet bundet til iTunes. Det kan man elske og hade. Gør man det sidste, kommer man meget hurtigt under pres, da alt skal gennem iTunes for at komme over på en iPad.

Musikafspilleren er meget nem og ligetil, men vil man lytte til andet end standardlyd, så skal man en tur forbi iPad’ens indstillingsmenu. Her er en hel række alternativer, men den visuelle equalizer mangler. Det er lidt ærgerligt, men standardindstillingerne hjælper mig dog næsten altid til gode lydoplevelser.

Videoer kommer til deres fulde ret på den flotte skærm, og gennem iTunes kan man overføre og afspille næsten alle formater. En fin finesse er muligheden for at spole hurtigt ved at trække i toppen, mens man længere nede på skærmbilledet kan spole helt ned til et billede af gangen.

Der er lidt spild af skærm, når man ser film i 16:9 og skærmen virker faktisk lidt stor og klodset. I fotodelen kan man med et enkelt tryk lave fotoramme og diasshow i en billedmappe. Zoom og multi-touch, hvor man kan vende og dreje billeder fungerer altid gnidningsfrit.

Galaxy Tab: Hvad angår afspilning og visning af lyd, video og billeder klarer Tab’en sig bedre end iPad’en. Lyden er rigtig god, og volumen er tilfredsstillende uden forvrængning af hverken dybe eller høje toner. Niveauet kan justeres med en EQ og en række effekter, eller man kan sågar vælge 5.1 surround sound.

Ved videoafspilning kan du godt nok ikke spole i filmen i forskellig hastighed, men du kan ændre på lysstyrken, og lige præcis her kommer Galaxy Tab’ens specielle skærmformat til sin ret. 1024 x 600 pixels er nemlig bredformat, hvilket vil sige, at de fleste film kan fylde hele skærmen ud, uden du får sorte kanter i top eller bund. Galaxy Tab har også flere muligheder for at dele multimedie-indhold med andre integreret i de forskellige multimedie-applikationer. Det gælder også for fotos, som galleri-applikationen også lader dig beskære – en funktion du ikke har på iPad. Til gengæld kan du ikke rotere billeder ved hjælp af multitouch på din Galaxy Tab.

Frem for alt er Galaxy Tab en væsentlig mere åben platform. Du er ikke bundet til en bestemt slags software a la iTunes for at overføre billeder, musik og film, og Galaxy Tab kan afspille de fleste formater. Er du allerede iTunes-bruger, er det dog ikke noget problem. Du skal blot downloade app’en DoubleTwist fra Android Marked, og så kan du også synkronisere din Galaxy Tab med iTunes.

Karakterer:
iPad: 7 / 10
Galaxy Tab: 9 / 10Galaxy Tab deling

iPad scroll

Opsætning/menuer/brugerflade

iPad: iPad er utrolig intuitiv, og med Apples valg og fravalg i baghånden får jeg hurtigt overblik over muligheder – og begrænsninger. Indstillingerne er på godt og ondt samlet et sted, så jeg behøver ikke lede andre steder, men skal samtidig også altid forlade applikationer for at ændre i opsætningen. Jeg er bundet til en række hjemmeskærme, som alle kan indeholde op til tyve applikationer. Jeg kan ikke gøre andet, men jeg er også fri for at tage stilling til om tingene skal fungere som widgets og vægtes over de øvrige elementer.

Galaxy Tab: Kan man sammenligne æbler og appelsiner? Ikke rigtig, og sådan er det altså lidt at sammenligne iPad og Galaxy Tab på dette punkt. Tab’en er baseret på Android, og det OS er simpelthen bare ikke lige så intuitivt og logisk opbygget som det iOS, der sidder i en iPad. På Galaxy Tab kan det til tider være svært at finde visse funktioner. Nogen gange er en bestemt funktion placeret i den generelle opsætning, og andre gange skal den findes i en særskilt app.

Til gengæld er mulighederne nærmest uendelige på Galaxy Tab, hvad angår indstillinger og det at personliggøre sin tablet. På Tab’en har du widgets og langt flere muligheder i forhold til at indrette dine hjemmeskærme med nærmest fri placering af ikoner og langt flere typer af baggrunde, end iPad kan byde på. Men det er et spørgsmål om smag og behag, om man foretrækker Androids frihed eller de begrænsninger, som følger med iOS men til gengæld giver en logisk og intuitiv brugerflade. Derfor får Galaxy Tab og iPad samme karakter på dette punkt.

Karakterer:
iPad: 8 / 10
Galaxy Tab: 8 / 10

Applikationer

iPad: Udvalget af applikationer til iPad er kæmpestort, og udviklerne kigger altid først mod iTunes App Store, når de kaster sig over nye projekter. Butikken med de strikse gatekeepere i Apple er garanti for, at der er langt mellem dårlige og halvfærdige applikationer. Det er en fornøjelse at finde nye små programmer, og på iPad’en er det småt med app-skuffelserne. Mine favoritter for øjeblikket er Twitter, Flipboard og Project.

Galaxy Tab: Igen skal vi til at sammenligne Android og iOS, og i forhold til apps er der vist næppe tvivl om, at Apple har et meget stort forspring i forhold til Android. Udvalget af apps på Android Marked er mindre, men det er også mere risikabelt at downloade og bruge Android apps.

Den kontrol, som Apple så tit bliver kritiseret for, sørger i det mindste for, at man ikke kommer til at installere malware på sin tablet. Desuden virker mange apps til Android beta-agtige og ufærdige – også i forhold til nærmest identiske apps til iOS. På Galaxy Tab gælder det sågar indbyggede applikationer. Eksempelvis har der været store problemer med at få email-funktionen til at virke ordentligt på mit testeksemplar, så selvom Android afgjort bliver bedre og bedre på dette punkt, så er der langt op til iOS.

Karakterer:
iPad: 9 / 10
Galaxy Tab: 5 / 10Galaxy Tab og iPad

Design

iPad: En iPad kan med sine 24 x 19 cm ikke være lommen. Men den gør det godt, som rejseledsager i den taske, jeg alligevel altid har med mig. Den er med sine 700 gram ikke mobiltelefon og den er ikke computer – den er noget helt tredje, og jeg har den aldrig mistænkt for at prøve på at ville være andet.

Design og materialevalg er yderst gennemført og iPad sætter også her standarden. Den er et sublimt stykke industrielt design, som andre kun kan forsøge at gøre efter, og der går nok ikke lang tid før den er at finde i montrerne på diverse designmuseer.

Galaxy Tab: Med sine 380 gram og mål på 19 x 12 cm er Samsung Galaxy Tab en overskuelig lille sag. Sammenlignet med iPad er den præcis halvt så stor. Det betyder, du kan have den i lommen, og det er super praktisk.

Til gengæld er den noget plastic-agtig. Hvor iPad’ens bagside er støbt af aluminium, så må Galaxy Tab nøjes med en bagside støbt i hvid plast. Bevares, det betyder ikke, at Tab’en føles som dårlig kvalitet, der mangler bare den her helt særlige lækkerhed, som gør forskellen mellem et almindeligt produkt og sublimt industrielt design. Og Galaxy Tab er altså ”bare” et produkt.

Karakterer:
iPad 10 / 10
Galaxy Tab 7 / 10Galaxy Tab og iPad bagsider

Hardware

iPad: At en iPad ikke har indbygget noget kamera, det er en fejl, der gør tabletten til et gammelt produkt. Jeg efterlyser det ikke så meget i forhold til optagelser, men mere som understøttelse af videochat. Det mangler! Den har ikke telefon og jeg kan ikke proppe et SD-kort i siden på den. Men det mangler jeg ikke i lige så høj grad som kameraet. iPad er fra start udstyret med gode hukommelsesmuligheder, og den solide 1 GHz store Apple A4-processor bliver aldrig rigtig presset, når jeg hamrer rundt mellem applikationer, lyd og videoklip.

Galaxy Tab: På papiret er Galaxy Tab et hardware-monster. Den har indbygget kamera både for og bag (3 MP med LED flash samt 1,3 MP), integreret telefon samt intern hukommelse på 16 GB, der dog kan udvides med et ekstern SD-kort på op til 32 GB.
På papiret har de to tablets næsten den samme processor. Galaxy Tab har således en 1 GHz processor nøjagtig ligesom iPad, og så skulle den hellige grav jo være velforvaret.

Det er den bare ikke. Helt generelt oplever man som bruger, at Galaxy Tab kører ekstremt langsomt på en række områder. Vi har allerede skildret browser-oplevelsen som katastrofal, og det er simpelthen som om, Android kører langsommere og langsommere, jo længere man bruger sin Tab.

Indtil man til sidst bliver nødt til at genstarte maskinen. Det føles som at bruge en pc med Windows 98, og eftersom Android 2.2 kører ganske glimrende på langt de fleste mobiltelefoner, så må det altså være hardwaren – og med stor sandsynligheden enten hukommelsen eller processoren – den er gal med på Galaxy Tab. Det problem trækker meget ned i den samlede vurdering.

Karakterer:
iPad 8 / 10
Galaxy Tab 5 / 10

Konklusion

Vi er ikke Apple fanboys, selvom man måske skulle tro det, når man har læst denne test. Kendsgerningen er blot, at selvom vi gerne vil være kritiske over for Apple, så er iPad på stort set alle områder Samsung Galaxy Tab overlegen.

Vi er godt klar over, hvor mange – nærmest religiøse – følelser, der kan fremkaldes af diskussionen om, hvorvidt Android eller Apple-produkter er de fedeste, og der findes helt sikkert mange af jer læsere, som hverken vil eje eller have et Apple-produkt, uanset hvad vi skriver her på Mobil.nu. Og på mange punkter er jeres kritik af Apple berettiget.

Også iPad er et eksempel på, hvordan Apple på mange måder begrænser og kontrollerer brugerens muligheder – især når man sammenligner med den langt mere åbne og frie Android-platform. Sagen er bare den, at Android lige så lidt som iOS eller et æble-logo må anses som en garanti for kvalitet.

Vi er overbeviste om, at man kan designe og fremstille en superfed tablet-computer baseret på Android. Det er bare ikke lykkes for Samsung med Galaxy Tab. Produktet virker ufærdigt og beta-agtigt, og helt nøgternt betragtet er iPad på stort set alle områder et hurtigere, mere stabilt og mere brugervenligt produkt.

Hvis man er anti-Apple og vild med Android, så burde man ikke forsvare Galaxy Tab med næb og kløer, men snarere kigge Samsung dybt i øjnene og spørge det koreanske firma, hvorfor de ikke gør det bedre, når gælder om at slå arvefjenden Apple. Vi ønsker bedre held næste gang.

Samlet karakter:
iPad 9 / 10
Galaxy Tab 6 / 10Battle

Fotos: Jan Hansen

Mere nyt om temaet

Her følger vi op med den seneste udvikling. Redaktionen gik videre med sagen. 22/11/2010 gik vi videre med nyheden Læs om de nye features i iOS 4.2 her – Artiklen kan læses her. Absolut seneste nyt om temaet kan du finde her.