Ejere af håndholdte computere lever livet farligt
Det til trods for, at PDA’en ofte bliver brugt til at lagre fortrolige oplysninger – fra PIN-koder til bankkonti.
Sikkerheden er i bund blandt PDA-ejere. Det fremgår af en undersøgelse om anvendelsen af PDA’ere, som den svenske IT-sikkerhedsvirksomhed Protect Datas datterselskab, Pointsec Mobile Technologies, har gennemført. En ud af fire brugere beskytter ikke sin PDA, ikke engang med et password. Og kun hver fjerde har krypteret den lagrede information. Dette til trods for, at over en tredjedel anvender PDA’en til at lagre forretningsinformationer og til at logge sig på virksomhedens netværk.
Pointsec Mobile Technologies har sammen med Infosecurity Europe gennemført en undersøgelse blandt 332 IT- og salgsansatte i Europa om, hvordan de anvender deres PDA. 43 procent af de adspurgte arbejder hos virksomheder med flere end 1000 ansatte. Blandt de, som lagrer detaljer vedrørende deres bankkonti på PDA’en, ser 65 procent stort på at kryptere informationen, og næsten hver fjerde har intet password.
Yderligere resultater fra undersøgelsen viser, at:
– Blandt de, som anvender password, er der 41 procent, som aldrig ændrer det.
– 96 procent lagrer navne og adresser på PDA’en.
– 89 procent lagrer deres forretningskalender på PDA’en.
– 46 procent lagrer password og PIN-koder på den.
– 40 procent modtager e-post på den.
– 36 procent lagrer forretningsinformationer på PDA’en.
– 74 procent efterlader den ukrypteret.
– 29 procent lagrer oplysninger om bankkontoen på den.
Af resultatet kan man blandt andet læse, at hver tiende PDA-brugers bankkonto kan tømmes, hvis PDA’en mistes.
"Undersøgelsen viser, at brugerne lagrer en stor del af deres liv på deres PDA’ere uden at gøre noget synderligt ud af at beskytte disse informationer. I takt med, at virksomheder og organisationer bliver mere og mere mobile, er det vigtigt, at de mobile komponenter krypteres. En tyv behøver blot nogle sekunder for at synkronisere en PDA med en PC, hvis informationen er ubeskyttet", siger Jonas Areskoug, Europaansvarlig hos Pointsec Mobile Technologies.