Ericsson T20: Ericssons ungdoms-WAP er endelig kommet
MAgasinet Mobil var det første magasin i verden til at skrive om Ericssons nye T20. Vi fik oplyst, at Ericsson planlagde en ungdomstelefon, som skulle indeholde WAP. Og nu taler vi om WAP på normal vis, som A2618 ikke har det. Kun en enkelt dansk operatør understøtter A2618’s WAP over SMS, derfor blev A2618 ikke den succes, som firmaet havde håbet på.
Nå, den historie er nu glemt og Ericssons udviklingsafdeling fik sikkert ordre på lynhurtigt at lave en rigtig god ungdomstelefon, som skulle minde lidt om A2618 og T28. Og vupti – så skabte man T20.
Hvad skal vi så sige om T20? Jo, først og fremmest ser den speciel ud. Den er lidt buttet, har de samme runde former som A2618, men er selvfølgelig meget mindre. Faktum er, at den ikke bare er lidt rund på forsiden, men at hele telefonen er lidt tyk. Her har vi dog en smart telefon, som har dét, ungdommen efterlyser i dag. Næsten.
Spørgsmålet er, om ikke T20 vil blive solgt lige så meget til de voksne. For alle de, der i dag har T28, men som kunne tænke sig at prøve det her med at wappe, burde T20 være det perfekte valg. T20 er kommet på markedet i god tid til julehandelen, og T20 er med sin rigtige pris selvskreven som julegave.
Ofte taler man om, at Nokia er langt forud for Ericsson i udvikling, og når det gælder produkter. Men her kommer Ericsson med noget, som Nokia ikke har – d.v.s. en ungdomstelefon med WAP. Vi kan forestille os, at Nokias folk får travlt og skynder sig at komme med en lidt billigere WAP-telefon end 7110 og 6210 er det i dag. Wap-funktionerne er gode, men hvorfor har Ericsson ikke valgt et stort display? De havde ikke behøvet at lave et lige så stort display som på R320, men lidt større end på T20. Sony Z5 er et glimrende eksempel på en lille telefon med et stort display.
Inde i WAP-funktionen er der også chat. Nokia lancerede en lignende funktion på deres 3310, men der går chatten via SMS. Ericsson har sammen med det svenske firma Mgage System integreret chat og det gør det muligt at chatte både fra T20 og fra en særlig Internet-side. Vi ser derimod ikke frem til at skulle betale telefonregningen for en chatte-glad teenager til de danske teleselskabers minutpriser.
For at gøre telefonen til en total Internet-oplevelse har Ericsson også indbygget et ur, som går på Internet tid. Det er en to år gammel opfindelse, som går ud på, at man deler døgnet op i 1.000 dele – beats. På denne måde kan folk over hele verden lave aftaler uden at skulle bekymre sig om, hvilken lokaltid, man taler om. Uret er dog ikke blevet en succes endnu, og vi har svært ved at forestille os, at det bliver det.
T20 har altså en buttet facon, som gør, at den ligger godt i hånden. Den har samme menusystem som T28, R310 og A2618. Displayet er lige så lille som på disse tre telefoner – desværre må man vist sige. Det ville have været godt, hvis Ericsson havde tilføjet endnu en linie eller to, så det havde været lettere at læse WAP-side med den. Klappen på T20er ikke som på T28. Her har Ericsson lært noget. Der var så tilpas mange problemer med klappen på T28, at man nu har lagt nogle riller i klappens sider, som gør, at man nemt åbner klappen med en finger – fra højre eller venstre hånd. Ingen trykknap – ingen besvær. Godt tænkt af Ericsson. En enkel løsning er som regel den bedste. Batteriet på bagsiden er usædvanligt tykt og tungt. Men nu har Ericsson også satset meget på at få en telefon med stor batterikapacitet. Endelig virker det som om, at de har fundet en måde at få batteriet til at vare længere. Taletiden er fire til ti timer, standby tiden 120-200 timer. Gad vide, hvor længe taletiden virkelig er?
Der er dog en ting, som undrer os: En telefon, der henvender sig direkte til ungdommen, skal selvfølgelig også have et tekstsystem, som gør det nemt at sende SMS og e-mails. Men Ericsson blæser på T9 på trods af, at de har patent på systemet. I stedet håber de, at folk køber deres Chatboard for nogle hundrede kroner. Det ville have været noget bedre, om Ericsson havde T9 ind i<