Fejl giver N900 portrætvisning
Hovedparten af mobiler i dag er lavet til portrætvisning, det vil sige med skærmen på højkant. Styresystemet Maemo, der tidligere var forbeholdt såkaldt internettablets, virker dog kun i landskabsvisning, hvor skærmen er på langs.
Dette kan muligvis genere nogle brugere af den nye Nokia N900, der er den første mobil, der bruger Maemo som styresystem. Men alt håb er ikke tabt, hvis man håber på en mere telefonagtig skærmvisning.
Fejl fremprovokerer portrætvisning
En fejl har nemlig forårsaget en af de tidlige N900-ejeres model til at blive i portrætvisning i hele styresystemet. Dette gør det primært lettere at bruge mobilen med blot en enkelt hånd.
Fejlen opstod ved at vende mobilen således at opkaldsskærmen blev vist, skyde tastaturet ud, og derefter lukke opkaldsskærmen. Fejlen er tilsyneladende ikke så nem at genskabe, men den giver håb for, at enten et hack eller en officiel opdatering fra Nokia nemt vil tilføje portrætvisning til N900.
Du kan se videoen med N900 med Maemo i portrætvisning ved at følge linket herunder.
Kilde: Maemo World