Fiasko truer GPRS og UMTS
Vær opkoblet hele tiden, og betal kun for den mængde data du sender og modtager. Ingen minutafgift. Da GPRS blev lanceret lød det hele meget godt. Men nu ni måneder efter, er der groft sagt ikke sket noget som helst. I følge Morgenavisen Jyllands-Posten har Sonofon fået 4000 kunder, mens TDC har omkring 1000 kunder.
Teleselskaberne har tidligere peget på, at det har været de manglende telefoner, der indtil nu har været skyld i manglen på interessen for GPRS. Og det selv om Motorola fra dag ét var klar med en GPRS-telefon. Flere talsmænd fra de danske teleselskaber har tidligere udtalt til Mobil, at GPRS ikke eksisterer før Nokia har en GPRS-telefon på markedet.
Og netop Nokias manglende GPRS-telefon har i følge Jyllands-Posten fået teleanalytiker John Strand op af stolen.
– GPRS er ikke i sig selv en nitte. Det er derimod en fiasko, at Nokia ikke kan levere en GPRS-telefon. Teknologien kommer ikke til at køre, før den største producent for alvor er med, siger han til JP.
John Strand frygter, at det bliver umuligt at få kunderne til at købe en UMTS-telefon, hvis ikke GPRs bliver en succes.
Efter planen skal Nokia sende deres første GPRS-telefon Nokia 8310 på markedet i tredje kvartal. Et kvartal der som bekendt slutter om nøjagtig én måned.