Fildeling på mobiltelefoner
Nokia forskningscenter i Budapest har skabt en fildelingsteknologi til mobiltelefoner, så man frit kan dele filer med hinanden uden at skulle gennem en centraliseret filserver.
Der er endnu ingen konkrete produktplaner fra Nokia side, men selskabet øjner gode anvendelsesmuligheder for mobile P2P-løsninger.
– I dag kan du tage billeder og lave videooptagelser med mobiltelefonen. Det tænkte vi først og fremmest på, men også komprimerede musikformater som MP3, siger projektleder Lorant Farkas til NewScientist.
Princippet minder om populære fildelingstjenester som Kazza og Gnutella, og Nokia 6600 bruges som prøvekanin.
Tekniske forhindringer i mobilverdenen, som begrænset bredbånd, processorhastighed, batteritid og hukommelsesplads, sætter naturlige dæmpere på forsøgene på at etablere brugbar fildelingsteknologi på telefoner. Pres fra film- og musikindustrien er samtidig en mindst lige så stor udfordring, mener enkelte analytikere.