Find din stjålne mobiltelefon med Google Maps
Det er et klassisk problem her i ferietiden, at mobiltelefonen kan blive stjålet eller glemt.
En ny sikkerhedspakke fra Kaspersky Labs skal hjælpe med at opspore stjålne telefoner. Et modul kaldet SMS Find i Kaspersky Mobile Security 8.0 kan lokalisere en mobiltelefons præcise placering, hvis den indeholder et GPS-modul.
Send SMS med kode
Det sker ved, at brugeren sender en sms med en adgangskode til den stjålne eller bortkomne telefon, hvorefter KMS 8.0 sender et link retur, der kan bruges i Google Maps. Herefter kan man nemt finde mobilens lokation.
Hvis man vil blokere mobilen, så den ikke kan bruges af andre, sender man et kodeord via sms til telefonen, som herefter bliver låst, indtil et nyt kodeord er indtastet. Clean SMS-funktionen kan rydde alle data på mobilens hukommelse og hukommelseskort.
Værdifuld data
Dermed kan man forhindre, at værdifulde data falder i hænderne på kriminelle. Mange bruger i dag deres smartphone på samme måde som computeren, men dermed stiger også risikoen for tab af værdifulde data, hvis den falder i de forkerte hænder.
Kan spore mobilen
Og den stjålne mobil kan spores, selv hvis SIM-kortet skiftes ud. Hvis kortet tages ud af en stjålet eller bortkommen mobil, sender den såkaldte SIM Watch-funktion en skjult sms-besked eller e-mail med telefonens nye nummer til ejeren på et forprogrammeret nummer eller en forprogrammeret mailadresse.
Ejeren kan så sende en sms-besked for at blokere telefonens indhold.
Sikkerhedsværktøjet fungerer på mobiltelefoner med Symbian OS 9.x og Windows Mobile 5.0, 6.0 og 6.1.