Første billeder af canadisk iPhone-dræber
For de fleste almindelige mobilbruger herhjemme er den canadiske mobilproducent Research In Motion (RIM) nok ikke så kendt. Men specielt i udlandet har de stor succes med deres BlackBerry-modeller, der med deres fulde tastatur går rent ind hos forretningsfolket.
Nu er de dog på vej med en model, der går under kodenavnet Thunder, som ikke har noget tastatur, men i stedet gør brug af en stor trykfølsom skærm, som man blandt andet kender det fra iPhone. Og med den nye iPhone 3G’s understøttelse af Exchange, har Apple bevæget sig med tunge skridt ind på RIM’s marked for mobiler til forretningsfolket. Og nu ser det altså ud til, at RIM svarer igen ved at bevæge sig ind på iPhones hjemmebane.
Men mens Apples nye mobil altså allerede har ramt butikkerne i over 20 lande verden over, må vi stadig nøjes med disse første rigtige billeder af RIM’s nye BlackBerry med trykfølsom skærm, som sitet CrackBerry har fået fat i.