Første officielle billede af Nokia Tube
Det er efterhånden en offentlig kendt hemmelighed inden for mobilbranchen, at Nokia er på vej med deres første mobiltelefon med trykfølsom skærm. Vi har endda set indtil flere billeder af den. Nu er det første officielle billede imidlertid dukket op på internettet.
Det er den tyske butik SMS Shop, der på et billede med nye Nokia-modeller er kommet til at vise den kommende model, selvom den endnu ikke er blevet offentliggjort af Nokia selv. På billedet kan man blandt andet se, at modellen vil få navnet Nokia 5800 XpressMusic. Tidligere informationer pegede på tilnavnet XpressMedia, hvilket ville tyde på en mere videofokuseret mobil, men hvad det endelige navn bliver, må vi nok vente med at få at vide, til Nokia selv lancererer modellen.
Billedet viser desuden, at den nye touch-model som ventet vil få både WLAN og turbo-3G. Desuden skulle modellen også have indbygget GPS, og en stor trykfølsom skærm på 3,2 tommer med en opløsning på 360 x 640 pixel. Målene for den nye model skulle lyde på 111 x 52 x 14,5 millimeter, og vægten skulle være 104 gram.
Det vides endnu ikke hvornår Nokia har tænkt sig at lancere modellen, men når der allerede er et officielt billede klar af modellen, varer det nok ikke så længe.