France Telecom dropper fusion med Telia
Mere end tre ugers kontakter mellem svenske Telia Sonera og det franske teleselskab France Telecom om en fusion er strandet på uenigheder om prisen. Ifølge franskmændene var svenskernes interesse for sagen ikke tilstrækkelig til at gå videre i processen.
-Trods interessen for projektet har dialogen med Telia Soneras bestyrelse ikke ført til en aftale om de finansielle vilkår for en sammenlægning, lyder det i en pressemeddelelse fra den franske side af forhandlingsbordet.
Ifølge Computersweden har Telia Sonera under hele forløbet været forbeholden overfor de franske frierier.
-Telia Sonera er en stærk virksomhed med gode muligheder for at vækste på egen hånd. Bestyrelsen og ledelsen fokuserer på at udvikle selskabets fulde potentiale for langsigtet fremgang i indtjeningen og derigennem maksimere værdien for vores aktionærer, hedder det i en udtalelse fra bestyrelsesformand Tom Von Weymarn.
De kuldsejlede fusionsplaner har mandag morgen fået Telia-aktien til falde 13 procent i værdi.