Franskmænd dumper prisen på UMTS

Franskmænd dumper prisen på UMTS

Hvad gør man, når varerne ikke kan sælges? Man sænker selvfølgelig prisen. Det er den logik, som den franske finansminister nu følger med et forslag om, at prisen på de franske UMTS-licenser skal sænkes markant, skriver en række medier i dag.

Forleden truede et af de to franske mobilselskaber, der allerede har købt en licens, med at holde 4,6 milliarder kroner i betaling for deres licens tilbage. Udsigten til at UMTS bliver en god forretning er nemlig smuldret i takt med, at den økonomiske krise i verden er vokset.

Og truslen fra selskabet, Vivendi Universal, ser nu ud til at have virket. Også selvom pengene alligevel blev indbetalt. Den franske finansminister Laurent Fabius vil nemlig ikke kun sænke prisen på to hidtil usælgelige UMTS-licenser med et betragteligt milliardbeløb. Den franske stat vil også give de to eksisterende købere af UMTS-licenser samme gunstige vilkår.

Udover nedslaget i prisen så bliver licensperioden ifølge forslaget forlænget fra 15 til 20 år. Og de enkelte mobilselskaber må deles om infrastrukturen på det kommende UMTS-net, uden at de anklages for at lave konkurrencevridende forretninger.

Det store prishop er imidlertid en regulær bombe under de millardforretninger, som UMTS-licenserne er blevet i andre europæske lande, skriver avisen. Alene i Tyskland er prisen på seks UMTS-licenser løbet op i 380 milliarder kroner, og i England er der solgt licenser for 280 milliarder kroner. Hvis mobilselskaberne i disse lande begynder at kræve markante rabatter som i Frankrig, ja så kan milliardforretningen hurtig skrumpe ind for de enkelte stater, vurderer flere eksperter.