Google: Android er større end iOS
Bestyrelsesformand og tidligere øverste chef hos Google, Eric Schmidt, var taler ved den franske LeWeb-konference. Her fortalte han bl.a. om udviklingen af Android og hvordan fremtiden ser ud for Google og det populære system til smartphones.
Ved konferencen havde Schmidt desuden bedt om, at der ikke blev holdt tilbage på spørgsmålene. Publikum havde altså frie tøjler til at spørge om alt mellem himmel og jord, og den chance var der mange der udnyttede. En række af spørgsmålene faldt på hvordan Android klarer sig mod Apple og deres iPhone / iOS-styresystem.
I en udtalelse fortæller Schmidt, at Android efter hans mening er i front på nuværende tidspunkt. Android er større, har flere funktioner med Ice Cream Sandwich-udgaven, der er langt større udvalg af forskellige produkter og prisen er generelt markant lavere.
Mange udviklere lader til at vælge iPhone som den primære platform, og udvikler efterfølgende til Android. Eric Schmidt fortæller at årsagen til dette er, at man har været langsom om at komme med de gode løsninger og at Ice Cream Sandwich skal være med til at ændre på den trend. Ifølge Schmidt vil man have vendt trenden i løbet af det næste halve år.
Du kan se videointerviewet på YouTube.