Google fjernede program til internet deling ved “en fejl”
Mange troede nok, at det var en aprilsnar, da vi i sidste uge skrev, at Google havde valgt at fjerne programmer, der gjorde det muligt at dele en Android-mobils internetforbindelse med en computer, fra Android Market. Det var det dog ikke, og Google så derved ud til at være lige så strikse med deres online programbutik som Apple, der ellers netop har fået mange klager over at være for strikse.
Nu trækker Google dog tilsyneladende også i land igen. Google siger nemlig nu, at det var en fejl, at disse programmer blev fjernet fra Android Market, og at det kun var meningen, at programmerne ikke skulle være tilgængelige for T-Mobile-kunder i USA.
Det er selvfølgelig i første omgang en god nyhed, men spørgsmålet er naturligvis, om ikke denne sortering i hvilke programmer, der bliver tilgængelig hos forskellige teleselskaber, blot bliver mere og mere besværlig både for Google og for programudviklere, efterhånden som flere teleselskaber verden over lancerer mobiler med Android.
Kilde: IntoMobile og Android Community